Der blev snakket Syrien, vestlige sanktioner og fyringen af FBI-chef James Comey, da den russiske præsident, Vladimir Putin, i dag afholdt sit årlige telefonshow.
Men det var russernes hverdagsliv, der gjorde størst indtryk, ifølge DR’s Ruslandskorrespondent, Matilde Kimer.
- Sammenlignet med de seneste år - og det er jo allerede nummer 15 af slagsen, så var der virkelig meget virkelighed i det her års show, fortæller hun.
- Der var rigtigt mange alvorlige problemer, og der var en ret stor ærlighed omkring de ting, som den russiske befolkning står overfor. Om det så er folks personlige sygdom, mangel på hospitaler eller dårlige veje. Så der var faktisk ret meget kritik af forholdene i Rusland.
1,6 millioner spørgsmål
Ved showet, som har fundet sted siden 2001, får de russiske borgere mulighed for at tale direkte med deres præsident på live stats-tv. 1,6 millioner spørgsmål blev det til i år.
For de nøje udvalgte, der kommer igennem, er det som at vinde i lotteriet, fortæller Matilde Kimer.
- Putin har en strategi, der hedder, at han ikke kan tage sig af de personlige problemer folk har, men han glemmer den i langt de fleste tilfælde. Så det er som en slags lykkehjul for de folk, der når igennem til præsidenten, for han lover nemlig lige præcis det omvendte: At gå ind og hjælpe de individer, der er kommet igennem på telefonlinjen.
Historisk set har der været en stor spændvidde i de emner, som de udvalgte spørgsmål handler om. Også i år kom præsidenten vidt omkring. Han talte blandt andet om:
- •
Forholdet til USA: ”USA er ikke vores fjende”, ”Vi ønsker en normalisering”
- •
De vestlige sanktioner mod Rusland: ”De har styrket Rusland”
- •
Den nu fyrede FBI-chef, James Comeys, læk af samtaler med Donald Trump: ”Mærkeligt”
- •
Anti-russiske følelser i amerikanske medier: ”Hysteri”
- •
Den russiske økonomi: ”Krisen er ovre”
- •
Konflikten i Syrien: ”Den har givet os uvurderlig militær erfaring”
Største protester siden 2012
Det er kun få dage siden, at op mod 200 byer blev ramt af store demonstrationer i protest mod korruption blandt landets magthavere.
- Protester er en del af demokratiet, men det bør ikke blive brugt som en provokation, lød det fra præsidenten, da, der blev spurgt ind til det.
De kritiske kommentarer kunne ikke gemmes væk i spørgessessionen – i hvert fald til at starte med, fortæller Matilde Kimer.
- I starten af det her tv-show kom der nogle meget kritiske kommentarer til Putin op som sådan nogle sms-beskeder på skærmen. Som for eksempel: ”Kære præsident, du må være træt nu efter 17 år. Det er tid for dig til at hvile dig” – underforstået, nu må du godt gå af.
- Men efter et par timer, så ændrede de altså strategi og tog de her sms’er af. Men de var aldeles ærlige og kritiske.
Demonstrationerne var arrangeret af oppositionsleder Alexei Navalnij, Putins eneste reelle udfordrer i en ellers fragmenteret opposition, og præsidenten var da heller ikke sen til at lange ud efter ”visse oppositionsledere”, der ”udnytter problemerne i stedet for at tilbyde løsninger”.
Vladimirs fremtid
Putin svarede ikke direkte på spørgsmål om, hvorvidt han genopstiller til præsidentvalget i 2018, hvor hans præsidentperiode udløber. Direkte adspurgt slog han dog fast, at han ”stadig arbejder”.
- Det var ellers det, som journalister og politiske analytikere havde siddet og ventet på, vurderer Matilde Kimer.
Der er intet, der tyder på, at den 64-årige politiker ikke stiller til endnu en præsidentperiode.