Matilde Kimer: Putin kan ikke ignorere krise i årligt telefonshow

Før tv-optræden siger Kreml, at præsidenten har fået 1,6 millioner spørgsmål fra borgere.

Præsident Vladimir Putin under sidste års telefonshow, der sendes samtidig på tre statslige tv-kanaler. (Foto: © SPUTNIK, Scanpix)

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har efter sigende brugt det meste af sin tid de seneste dage på at forberede sig til sit årlige telefonshow.

Siden 2001 har alle russere - i teorien i hvert fald - én gang om året haft muligheden for at ringe til Putin og stille et spørgsmål.

Det hele afvikles som et stort, flere timer langt tv-show, der sendes direkte på tre statslige tv-kanaler.

Putins talsmand siger, at man i år på forhånd har modtaget 1,6 millioner spørgsmål fra de russiske borgere.

Krisen presser sig på

Historisk set har spørgsmålene haft en stor spændvidde fra storpolitik over dårlige veje til ægteskabelige konflikter og Putins seksuelle debut.

DR Nyheders Rusland-korrespondent, Matilde Kimer, fortæller, at alle de spørgsmål og spørgere, som slipper gennem nåleøjet til tv-showet, er nøje udvalgt og koreograferet.

Men alligevel forventer hun, at Putin bliver nødt til at forholde sig til Ruslands svære økonomiske situation og den omfattende folkelige utilfredshed med styret, der så sent som i mandags fik tusinder på gaden på tværs af Rusland, ansporet af oppositionslederen Alexei Navalny.

- Der er en protestbølge i Rusland lige nu på tværs af professionelle og sociale skel, der er meget mere åbenlys end før, siger Matilde Kimer.

For det er ikke bare unge demokratiforkæmpere, som er ved at have fået nok. De økonomiske sanktioner mod Rusland på grund af den militære indblandingen i Ukraine kan virkelig mærkes bredt i befolkningen, siger korrespondenten:

- Der er en frustration - især når du kommer uden for storbyerne - over arbejdsløshed og manglende perspektiv. Der er ikke nogen optimistisk prognose. Og de spørgsmål kan han ikke undslippe, tror jeg.

Andres skyld

Matilde Kimer forventer dog samtidig, at Putin vil bruge en velkendt taktik fra tidligere år, når der kommer kritiske spørgsmål: Tørre skylden af på nogle andre.

- Langt de fleste russere mener, at Putin gør et godt stykke arbejde som præsident. Og når der er problemer - både på lokalt og nationalt plan - så er det, fordi han ikke kender til dem og kan løse dem.

Der har været talrige eksempler ved tidligere telefonshow på, at Putin har lovet at løse helt lokale problemer, mens de ansvarlige myndigheder det pågældende sted efterfølgende er blevet udstillet og i nogle tilfælde ligefrem fyret.

Genopstiller du?

Udover krisen og protesterne vil de politiske kommentatorer især lytte efter, om Putin vil komme med et hint om sin egen politiske fremtid.

Med andre ord: Vil han antyde eller direkte sige, at han genopstiller, når der er præsidentvalg i Rusland i 2018.

- Alle tænker: Selvfølgelig gør han det. Men indtil videre har han valgt ikke at kommentere sagen overhovedet, siger Matilde Kimer.

Og det gør mange russere nervøse.

- Fordi han principielt har været ved magten i 18 år, så er det uvirkeligt for mange, at det skal slutte på et tidspunkt. Hvad vil der dog ske med Rusland, hvis han slipper roret?

Putins årlige tv-show med spørgsmål fra borgerne begynder klokken 11.