Løkke om Brexit-plan: Skilsmisse kan være nødvendig, men er aldrig rar

Statsministeren er ærgerlig over briternes udtræden af EU, men vil gå åbent ind til forhandlingerne med dem.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil få det bedst mulige ud af Storbritanniens udtræden af EU. (Foto: © Òlafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Den britiske premierminister, Theresa May, præsenterede for kort tid siden en 12-punktsplan, hvor hun løftede sløret for, hvordan landets udtræden af Den Europæiske Union skal foregå.

Og selvom statsminister Lars Løkke Rasmussen helst havde set, at briterne ikke havde stemt sig ud af EU i første omgang - og i øvrigt blev ved med at være en fuld del af det indre marked - er han alligevel fortrøstningsfuld.

- Hvis det er Storbritanniens udgangpunkt, vil man jo se et Danmark, som prøver at finde den bedst mulige ramme for en konstruktiv relation fremover, siger statsministeren til DR Nyheder.

Uklarhed skaber utryghed

Lars Løkke Rasmussen peger især på, at Danmark og de øvrige lande i EU nu har fået mere indsigt i, hvordan Brexit kommer til at foregå.

- Det er positivt, at der kommer noget mere klarhed. Det er uklarheden, der skaber utrygheden, siger han.

Men selvom der er klarhed, forventer statsministeren ikke, at forhandlingerne om briternes farvel til EU bliver helt problemfri.

- En skilsmisse kan jo være nødvendig, men er jo alligevel aldrig rar, og uanset om man har de bedste intentioner, kan der være udfordringer. Så det har vi jo også her, siger Lars Løkke Rasmussen.

Alligevel er han fortrøstningsfuld forud for forhandlingerne med Storbritannien.

- Nu har de fundet ud af, hvad de vil. Tilbage står så, at Storbritannien skal trykke på den berømte artikel 50, så vi kan komme i gang med forhandlingerne. Dem vil Danmark gå åbent ind til, slutter statsministeren med henvisning til EU-traktatens artikel, som omhandler frivillig udtræden af unionen.