Den nordkoreanske delegation, der er blevet sendt til Sydkorea i forbindelse med vinter-OL, skal spise frokost med den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in.
En af dem, der kommer til at sidde med ved frokostbordet er lillesøsteren til Nordkoreas leder, Kim Jong-Un, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Når repræsentanterne fra Nord- og Sydkorea sætter sig til bords bliver det første gang, at et medlem af Nordkoreas Kim-familiedynastiet mødes med en sydkoreansk præsident. Og lillesøsteren ved navn Kim Yo Jong er ikke en hvilken som helst søster.
Kim Yo Jong bliver betragtet som en af Kim Jong-Uns nærmest betroede. Og den status blev bekræftet i oktober sidste år, da hun blev forfremmet til en plads i den nordkoreanske centralkomité, der er landets og Arbejderpartiets mest magtfulde organ.
Her er hun blevet sat ind for at erstatte deres fælles tante Kim Kyong Hui og overtage rollen som en af nøglebeslutningstagerne.
Den nordkoreanske delegation er blevet sendt af sted efter forhandlinger med Sydkorea, hvor de to nabolande har forhandlet om vilkårene for Nordkoreas deltagelse i de olympiske lege.
Dialogen mellem de to lande har givet anledning til at tale om tøbrud i et iskoldt forhold, der ellers kun er blevet værre i løbet af det sidste år, hvor Nordkorea har intensiveret sine missilaffyringer og atomprøvesprængninger.
- Vi tigger ikke USA om dialog
En lignende opblødning kan dog ikke spores i forholdet mellem USA og Nordkorea, og Nordkorea afviser at ville mødes med repræsentanter fra den amerikanske delegation, der ankommer til Sydkorea senere i dag.
- Vi har aldrig tigget om en dialog med USA, og det kommer vi aldrig til at gøre.
Sådan lyder det fra Cho Yong Sam, leder af den del af Nordkoreas udenrigsministerium, der beskæftiger sig med relationen til USA.
Udtalelsen falder op til vinter-OL i Sydkorea, hvor Nordkorea har sendt en delegation bestående af højtstående medlemmer af landets styre, et stort hold cheerleadere, taekwondo-instruktører og et kvindeligt ishockeyhold.
- For at gøre det klart: Vi har ingen intentioner om at mødes med amerikanerne under vores besøg i Sydkorea, siger Cho Yong Sam ifølge nyhedsbureauet Reuters.
USA lover agressive sanktioner
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har adskillige gange i løbet af det sidste år slynget skældsord og trusler efter den nordkoreanske leder, Kim Jong-Un, og FN har på USA's opfordring flere gange strammet sanktionerne mod verdens mest lukkede land.
Den politiske spids af den amerikanske delegation, der i dag drager mod OL-byen Pyeongchang, lander da heller ikke i Sydkorea med varme hilsner til nordkoreanerne.
- USA vil snart løfte sløret for den hårdeste og mest agressive runde af økonomiske sanktioner mod Nordkorea nogensinde, og vi vil blive ved med at isolere Nordkorea, indtil landet opgiver sit atom- og missilprogram en gang for alle, siger den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, på vej mod Sydkorea.
Ifølge Mike Pence er hans formål med besøget ved vinter-OL at sørge for, at Nordkorea ikke kaprer legene, og ifølge nyhedsbureauet AP er en del af vicepræsidentens tid sat af til at deltage i begivenheder, der kaster lys over Nordkoreas atomprogram og landets brud på menneskerettigheder.
Militærparade op til åbningsceremoni
Her til morgen har Nordkoreas militær indledt sin årlige militærparade, der markerer militærets fødselsdag.
Selvom militæret blev grundlagt den 8. februar 1948 og retteligt kan fejre 70 års jubilæum i dag, bliver militærparaden af USA set som en provokation i forbindelse med vinter-OL.
Paraden, der er en årligt tilbagevendende begivenhed, plejer nemlig at blive afholdt i april, hvor styret fremviser tusindvis af soldater, kolonner af militærkøretøjer og fremvisning af missiler.
- Vi ville foretrække, at paraden ikke blev afholdt. De Olympiske Lege handler om atleterne, og intet burde ændre ved det, lød det tidligere på ugen fra USA's viceudenrigsminister, Steve Goldstein.
Nordkorea har dog afvist, at datoen for militærparaden skulle have noget som helst at gøre med, at den så falder sammen med åbningsceremonien til vinter-OL.