Den nordkoreanske centralkomité, der er landets og Arbejderpartiets mest magtfulde organ, er blevet udvidet med et nyt medlem af Kim-familien, som har siddet på magten i Nordkorea i over 70 år.
Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, har indsat sin 28-årige lillesøster, Kim Yo Jong.
Hun skal erstatte deres fælles tante Kim Kyong Hui og overtage rollen som en af nøglebeslutningstagerne, oplyser nordkoreansk stats-tv.
Centralkomiteen består primært af ældre topembedsmænd og politikere, som er blevet indsat af den daværende leder Kim Jong-il. Ifølge Arbejderpartiets regler er det komiteen, der sammen med militæret dikterer politiken i Nordkorea.
Ifølge Reuters peger flere eksperter derfor på, at den nordkoreanske leder konsoliderer sit eget og familiens greb om magten i landet ved at indsætte sin lillesøster.
Eksperter vurderer også, at forfremmelsen viser, at Kim Yo Jong spiller en langt større rolle i Nordkorea end før antaget.
Hun er nu blandt dem, som udenlandske iagttagere for alvor holder øje med, når de skal følge udviklingen i et af verdens mest lukkede land, skriver Reuters.
Uddannet i Schweiz og shopper i Paris
Før forfremmelsen stod Kim Yo Jong i spidsen for Arbejderpartiets propagandaprogram og afdelingen for kampagner.
I januar 2017 var hun blandt de syv nordkoreanske topfolk, som blev føjet til USA's efterhånden lange liste over sanktionerede nordkoreanere, der står bag alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne.
Hun er formentlig det yngste barn af Kim Jong-il, som var Nordkoreas leder fra 1997 til 2011. Og ligesom sin bror Kim Jong-un har hun gået på Liebefeld-Steinhölzli Skolen i Schweiz.
Ifølge udenlandske medier, heribandt ABC News, er Kim Yo Jong blevet set shoppe i Paris sammen med sin mor i 2004 og sidenhen i Singapore til en Eric Clapton-koncert i 2011.
Trump: Der vil ske noget snart
Forfremmelsen af søsteren sker samtidig med, at Kim Jong-un også har valgt at forfremme to centrale ledere, Kim Jong Sik og Ri Pyong Chol, der står bag Nordkoreas omstridte atomvåbenprogram.
Den nordkoreanske leder annoncerede forfremmelserne i forbindelse med en tale under kongressen i Arbejderpartiet lørdag.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, kritiserede kort tid efter forholdet mellem Vesten og Nordkorea.
- Præsidenter og deres administrationer har forhandlet med Nordkorea i 25 år. Aftaler er blevet indgået, og enorme beløb er blevet betalt uden virkning, skrev Donald Trump på Twitter.
- Aftaler er blevet brudt, før blækket overhovedet nåede at tørre, og det har gjort amerikanske forhandlere til grin. Undskyld, men kun én ting vil virke, tilføjede præsidenten i et efterfølgende tweet.
https://twitter.com/realDonaldTrump/status/916750042014404608?ref_src=twsrc%5Etfw https://twitter.com/realDonaldTrump/status/916751271960436737?ref_src=twsrc%5Etfw
Det sidstnævnte tweet har fået medier og eksperter til at spekulere i, hvad Donald Trump mener med sin melding.
Amerikanske journalister bad i dag præsidenten om at uddybe sine tweets, og her svarede Donald Trump ifølge Washington Post:
- Der er ikke noget, der skal forklares.
Herefter spurgte journalister igen, hvordan sætningen "kun én ting vil virke" skal tolkes, og præsidenten svarede:
- Det vil I finde ud af snart.
Nordkoreas kamp for at udvikle atomvåben, der kan ramme nabolandene Sydkorea, Japan og potentielt også USA, er årsagen til, at forholdet mellem USA og Nordkorea har været iskoldt de seneste mange måneder.
Donald Trump har blandt andet kaldt Kim Jong-un for "raketmanden" og sagt, at han er ”ude på en selvmordsmission”.
Kim Jong-un har modsat kaldt Donald Trump for en ”gammel, senil olding”, og han har truet USA med "total udslettelse".
Siden februar i år har Nordkorea affyret mindst 22 missiler under 15 missiltests: