Korrespondent: Usandsynligt at Libanons premierminister fortsætter

Spørgsmålene om den afhoppede premierminister tårner sig op efter et opsigtsvækkende tv-interview.

Indbyggerne i Libanon fulgte i går med i tv-interviewet med Saad al-Hariri, der har meddelt, at han vil trække sig som Libanons premierminister. (Foto: © JAMAL SAIDI, Scanpix)

Det er ikke utænkeligt, at Saad al-Hariri alligevel vil fortsætte som Libanons premierminister, efter han til alles store overraskelse meddelte sin afgang fra posten i forrige uge.

Det var i hvert fald budskabet fra Saad al-Hariri selv, da han i går blev interviewet live på tv.

Hans eneste krav er, at Libanon begynder at blande sig helt uden om konflikterne i Mellemøsten.

- Vi bør trække os fra enhver indblanding i regionen, for Libanon kan ikke bære det, sagde han.

Men det kommer næppe til at ske, vurderer DR’s mellemøstkorrespondent, Michael S. Lund.

Målrettet Hizbollah

Selvom Saad al-Hariri ikke nævnte det direkte, var det tydeligt, at meldingen var målrettet den magtfulde Hizbollah-bevægelse, forklarer Michael S. Lund.

Bevægelsen, der er en del af regeringskoalitionen i Libanon, bliver støttet af præstestyret i Iran, mens Saad al-Hariri er allieret med iranernes arvefjender i Saudi-Arabien.

Og intet tyder på, at Hizbollah vil begynde at lytte til Saad al-Hariri nu, siger DR’s mellemøstkorrespondent.

- Hizbollah har i årevis deltaget i borgerkrigen i nabolandet Syrien, og det er utænkeligt, at de lige pludselig vil trække sig fra den konflikt. Derfor er det ikke særlig sandsynligt, at Saad al-Hariri fortsætter som premierminister.

Brik i strid mellem Saudi-Arabien og Iran

Budskabet skal derimod læses ind i den store strid mellem det shiamuslimske Iran og det sunnimuslimske Saudi-Arabien.

De kæmper med hinanden om magten i Mellemøsten, og lige nu er de involveret på hver sin side i borgerkrigene i henholdsvis Syrien og Yemen.

- Det handler i høj grad om, at Saudi-Arabien vil have mindsket iranernes og Hizbollahs indflydelse i regionen, siger Michael S. Lund.

Derudover handlede gårsdagens interview for Saad al-Hariri om at mane en række rygter om hans afgang i jorden, forklarer Michael S. Lund.

Saad al-Hariri befandt sig nemlig i Saudi-Arabien, da han forrige lørdag meddelte i en tv-tale, at han ville trække sig fra premierministerposten.

Og der har efterfølgende været meldinger om, at det var det saudiarabiske styre, der tvang ham til at træde tilbage, og at han nu bliver tilbageholdt i landet mod sin vilje.

Saad al-Hariri (tv) hilser her på Saudi-Arabiens konge Salman (th) i den saudiarabiske hovedstad Riyadh den 11. november 2017. (Foto: © handout, Scanpix)

'Fuldstændig uforudsigeligt'

Saad al-Hariri fastslog i interviewet, at det var hans egen beslutning at trække sig, og at han er ”en fri mand” i Saudi-Arabien.

- Det er kun et spørgsmål om dage, før jeg kommer tilbage til Libanon, sagde han.

Men ifølge Michal S. Lund fremstod han som en presset mand i interviewet, og derfor er det ikke lykkes ham at få lagt rygterne i graven.

- Hans stemme knak blandt andet under interviewet, og det virkede også som om, at han var ved at græde. Det har kun forstærket ideen i Libanon om, at han er blevet taget som gidsel af saudierne, siger han og understreger, at interviewet kun har givet anledning til flere spørgsmål.

- Det er fuldstændig uforudsigeligt, hvad der nu kommer til at ske. Jeg vil se ham tilbage i Libanon, før jeg tror det. Og hvis han vender tilbage, vil han kun blive mødt med endnu flere spørgsmål, siger DR’s mellemøstkorrespondent.

Rettelse: I en tidligere udgave stod der, at Iran er sunnimuslimsk, mens Saudi-Arabien er shiamuslimsk. Det er omvendt. DR Nyheder.