Det er kun lidt over en uge siden, at Saad al-Hariri pludselig trak sig som premierminister, da han var på besøg i Saudi-Arabien.
Siden da har han holdt sig væk fra offentligheden, og flere har mistænkt Saudi-Arabien for at holde ham i husarrest og have tvunget ham til at trække sig.
Men her til aften dansk tid dukkede han så pludselig op i et live interview fra Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh på libanesisk tv.
Her forsikrede han om, at det var hans egen beslutning at trække sig.
- Her i Saudi-Arabien er jeg en fri mand, sagde al-Hariri.
Så sent som i dag kaldte flere libanesere på premierministeren ved det årlige maratonløb i hovedstaden Beirut med bannere, hvorpå der stod: "Vi vil have vores premierminister tilbage!" og "Vi løber for dig".
I interviewet forsikrede han befolkningen om, at han ikke har forladt Libanon.
- Det er kun et spørgsmål om dage, før jeg kommer tilbage til Libanon, sagde Saad al-Hariri.
Han vil dog ikke endeligt bekræfte sin afgang som premierminister, før han er tilbage i Libanon.
Frygter for sit liv
I interviewet sagde al-Hariri, at det var vigtigt, at Libanon forholdt sig neutralt til konflikterne i den arabiske region.
Lige nu kæmper Iran og Saudi-Arabien intenst for indflydelse i den arabiske region gennem sine forskellige partnere i Syrien, Irak, Yemen og netop Libanon.
Men helt neutral forholdt al-Hariri sig alligevel ikke, da det kom til spørgsmålet om Iran.
- Iran blander sig for meget i de arabiske lande, sagde han.
Han betonede også, hvordan Saudi-Arabien havde en lang historie for at hjælpe libaneserne.
Da han meddelte sit overraskende exit for en uge siden, sagde han, at han frygtede for sit liv. Den pointe gentog han i aftenens interview.
- Jeg nødt til at passe på mig selv. Min familie er her i Saudi-Arabien, og vi er i sikkerhed her. Jeg vil ikke se mine børn lide den samme skæbne, som min familie har gjort, forklarede han.
Al-Hariris far, Rafic Hariri, blev dræbt i en bombeeksplosion i 2005, mens han var premierminister. Det er endnu uvist, hvem der stod bag det angreb.