Rettelse: Tidligere skrev vi, at syv personer blev dræbt i angrebet på Irans konsulat i Syrien. Det er ikke korrekt, da tallet er 16 ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder. Derfor er det nu rettet, og DR beklager fejlen.
Det er endnu uvist, om Israel har tænkt sig at gengælde det angreb, Iran udførte natten til søndag.
Men det vil være en fordel at lade være, vurderer mellemøstkorrespondent for Kristeligt Dagblad, Allan Sørensen.
- Hvis Israel ikke angriber, forbeholder de sig retten til at angribe på et senere, uvist tidspunkt, siger han til P1 Morgen.
- Derudover får Israel lov til at nyde støtten, dels i regionen fra de moderate arabiske lande, men også fra USA, Europa og andre dele af det internationale samfund.
Flere lande har nemlig fordømt Irans angreb på Israel. Det gælder også Danmark og ikke mindst USA, som hjalp med at nedskyde mere end 80 angrebsdroner og mindst seks ballistiske missiler ud af de i alt cirka 300 droner og missiler, der blev affyret.
Angrebet var ifølge Iran gengældelse for et angreb mod Irans konsulat i Syrien for et par uger siden, som Iran hævder, at Israel stod bag. Israel har hverken bekræftet eller afvist det pågældende angreb, hvor 16 personer døde.
Konsekvenserne af Irans angreb i weekenden var, at en ung pige blev såret, og der skete begrænset skade på en militærbase i det sydlige Israel. I alt blev 99 procent af alle droner og missiler afværget, lyder det fra Israels militær.
Derfor er det ifølge Allan Sørensen også taktisk smart at lade være med at sende missiler den anden vej.
- Hvis Israel lader være med at handle følelsesladet og lader være med at rette et angreb mod Iran, sender Israel et signal om, at man er langt mere fremme, at man er dygtigere til at forsvare sig selv, og at det iranske angreb på Israel egentlig ikke var så vellykket, som iranerne gerne vil fremstille det, siger han.
Det bliver uden USA
Selvom USA hjalp med at beskytte Israel i weekenden, betyder det ikke, at landet vil støtte op om et gengældelsesangreb fra Israels side.
Tværtimod har talsmanden for Det Hvide Hus, John Kirby, sagt, at USA ikke ønsker at gå i krig sammen med landet.
- USA er meget bekymret for, at det her kan udvikle sig til en regional krig. Det er også derfor, USA nu forsøger at tale parterne til ro og opfordrer Israel til mådehold, siger DR's USA-korrespondent, Jakob Krogh.
Han siger, at Washington også forsøger at presse Iran og landets allierede til at holde igen.
- USA forsøger helt klart at deeskalere, lyder det fra korrespondenten.
Hvad skal der til for, at USA vil tøve med sin opbakning til Israel?
- Indtil videre har Israel jo kunnet gå rigtig, rigtig langt, siger Jakob Krogh.
Blandt andet har Israel fortsat sin militære fremfærd i Gazastriben i krigen med Hamas på trods af advarsler direkte til Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, fra USA's præsident, Joe Biden, og det internationale samfund.
- Det er også derfor, vi har set, at Joe Biden er blevet stadig mere træt af Netanyahu, at deres forhold er blevet mere anspændt, siger Jakob Krogh.
- Men støtten til Israel er en del af Joe Bidens DNA, og jeg tror, det vil være meget svært for ham at give slip på.
'Ligger i kortene, at der ikke kommer gengældelsesangreb'
I dag er israelske børn vendt tilbage til skole, og det, der har været lukket ned de sidste par dage oven på Irans angreb, åbner igen.
Også flyene er tilbage på vingerne, og trafikken er normal, fortæller Allan Sørensen.
- Det vil sige, at fra at have været i en nærmest panisk tilstand, fra at have været i en krigstilstand i går og i forgårs, fungerer Israel nu normalt igen, siger han.
- Lige nu ligger det i kortene, at der ikke kommer et gengældelsesangreb. For det er ikke nogen smart idé.
Iran har meddelt FN, at man anser angrebet på Israel for at være "afsluttet".
Allan Sørensen vurderer, at et eventuelt angreb fra Israel mod Iran ville kræve, at Israel har et "helt klart og defineret mål med at ramme Iran".
- Og det tror jeg ikke, Israel har på nuværende tidspunkt, siger han.
- Der vil ikke være en overordnet strategi, hvis man svarer igen mod Iran.
DR følger udviklingen mellem Israel og Iran i vores liveblog her.