Det er otte år siden, at Xiao Chaohuas dengang 5-årige søn forsvandt.
Sønnen havde fået penge til at købe slik i kiosken lige rundt om hjørnet og var løbet af sted. Den eftermiddag i februar 2007 så Xiao sin søn for sidste gang.
- Det nytter ikke at lede. Drengen er allerede ført bort til en anden by i en anden del af landet, lød politiets svar, husker Xiao.
Xiaos søn er blot en ud af mange tusinde børn, der hvert år kidnappes i Kina og sælges til illegale adoptioner, eller som ender som tiggere, børnearbejdere eller - for pigernes vedkommende - som brude og sexarbejdere.
Menneskesmuglere
Flere forældre, som DR har talt med, oplever, at myndighederne ikke tager enkeltsager om kidnapning alvorligt.
Det er professionelle menneskesmuglere, der står bag en stor del af kidnapningerne, og meget af handlen foregår åbent på internettet.
I februar sidste år optrævlede politiet fire bander og arresterede i alt 1.094 personer, der illegalt forsøgte at bortadopterede børn via chatrum på internettet, skriver nyhedsbureauet Xinhua.
Ukendt antal
Der findes ingen officielle tal, men regeringens engelsksprogede avis China Daily har angivet antallet af forsvundne og kidnappede børn til 70.000 om året. Det svarer til omkring 190 børn om dagen.
Andre kinesiske medier har anslået antallet til skræmmende 200.000 - et tal, som politiet har afvist.
Skal man tro det amerikanske udenrigsministerium, som holder øje med menneskehandel, er tallet tættere på 20.000 kidnappede børn om året i Kina.
Andre mener at disse tal er alt for høje. Men diskussionen om tal dækker blot over den foruroligende virkelighed, at kidnapning af børn er blevet almindeligt i Kina.
54.000 børn reddet
Yu Jingrong, der er professor i sociale konflikter og direktør for Kinas akademi for samfundsvidenskab, mener, at myndighedernes indsats mod handel med børn, har hjulpet. Tingene er blevet bedre, men det er stadig et meget stort samfundsmæssigt problem, siger han til DR.
Yu Jianrong har selv været med til at skabe så stor opmærksomhed omkring problemet, at myndighederne i 2009 oprettede en taskforce med fokus på kidnapning af børn.
Kinesiske medier oplyser, at taskforcen har afsløret 11.000 bander og reddet mere end 54.000 børn.
Men så længe der er et marked, vil handlen fortsætte, siger professor Yu.
Efterspørgsel på drenge
Og købere er der mange af. Særlig stor er efterspørgslen på drenge, som kulturelt bringer familienavnet videre og tager sig af forældrene.
Drengebørnene stjæles ofte når de er helt små - mellem 1-5 år. Pigerne kan være ældre og sælges til prostitution eller som fremtidig brude.
I årtier har traditionelle familier på landet fravalgt pigefostre i håb om et drengebarn. Nu bider traditionerne og manglen på piger sig selv i halen. Det er etbarnspolitikens ulykkelige konsekvenser.
Yu Jianrong mener, at der ikke sker noget banebrydende, før lovgivningen ændres:
- Loven straffer kun dem, der sælger børn, ikke dem der køber børn. Derfor har køber ikke meget at frygte, siger han.
Sikkert er det, at systemet ikke tager problemet alvorligt nok. Det er jo ikke ledernes børn, der forsvinder, siger professoren.
Prisen på børn steget
At myndighederne har oprettet et task force, der arbejder på at bekæmpe handlen med børn, har dog gjort det sværere for menneskesmuglerne, og det har fået priserne til at stige.
Sidste år optrævlede politiet en ring af menneskesmuglere i provinsen Shandong og befriede 37 babyer.
På et efterfølgende pressemøde angav politiet salgsprisen for et drengebarn til et sted mellem 50.000 og 80.000 kroner, mens pigerne blev solgt til en billigere pris.
Ifølge Xiao Chaohua, hvis søn blev bortført for otte år siden, er prisen i andre dele af landet helt op til 200.000 kroner for et drengebarn. Det gør handlen utrolig lukrativ, mener han:
- Du skal blot sælge et enkelt barn eller to, så har du til din pension, siger den ulykkelige far.