Tøjet blev flået af 15-årige Hala Sadak fra den nordlige Rakhine-provins i Myanmar, før en gruppe soldater slæbte hende ud af hendes landsby til et nærliggende træ. Ved det træ blev hun voldtaget bagfra af omkring ti soldater.
- De efterlod mig der. Da min bror og søster kom for at hente mig, lå jeg på jorden, og de troede, at jeg var død, siger hun.
Hala Sadak er en af de piger og kvinder, der har fortalt til menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, hvordan soldater fra Myanmars hær misbruger og voldtager kvinder fra det muslimske rohingya-mindretal i Rakhine-provinsen.
Og den 15-årige pige er langt fra alene om sin oplevelse med landets hær. Ifølge Human Rights Watch er voldtægterne både udbredte og til tider systematiske.
Voldtaget af grupper af soldater
Ud af 52 piger og kvinder, som Human Rights Watch har talt med, er 29 blevet voldtaget af store grupper af soldater.
Det var kun en af voldtægterne, hvor der ikke var flere mænd om en kvinde. Og i alle tilfælde havde voldtægtsmændene stadig deres uniformer på, mens de voldtog.
- De havde alle grønne uniformer på. En holdt mig for munden, en mand holdt mig nede, og så voldtog de mig allesammen. En for en, fortæller 27-årige Nura Naha til Human Rights Watch.
I flere tilfælde har der også været massevoldtægter, hvor flere kvinder eller piger er blevet samlet i grupper for så at blive voldtaget eller gruppevoldtaget.
- Jeg blev holdt nede af seks mænd og voldtaget af fem af dem.
- Først skød de min bror. Så kastede de mig ned på siden og flåede nederdelen af mig, holdt mig for munden og holdt mig fast. En holdt en kniv inde i siden på mig og holdt den der, mens mændene voldtog mig. Det var sådan, de holdt mig fast. Jeg prøvede at bevæge mig, men så blødte det mere. De truede med at skyde mig, fortæller Fatama Begum.
Mange af de unge kvinder og piger udviser ifølge Human Rights Watch symptomer på posttraumatisk stress, depression og har skader som rifter i vagina, blødninger og infektioner, der ikke er blevet behandlet.
- Myanmars hærs barbariske handlinger har efterladt utallige kvinder og piger skadet og traumatiseret, siger Skye Wheeler, researcher for kvinderettigheder ved Human Rights Watch og forfatter til rapporten.
En del af etnisk udrensning
Voldtægterne er en del af den etniske udrensning i Myanmar, der foreløbigt har drevet flere end 600.000 personer fra rohingya-befolkningen på flugt til nabolandet Bangladesh.
Blodsudgydelserne i den nordlige Rakhine-provins tog fart den 25. august, da militante rohingyaer angreb en politipost, hvor 12 sikkerhedsstyrker blev dræbt, hvorefter der er blevet svaret igen med det, som militæret kalder en sikkerhedsoperation.
Ifølge menneskerettigheds- og nødhjælpsorganisationer og FN har hæren systematisk rettet angreb mod civile, brændt deres landsbyer ned og likvideret mennesker for øjnene af deres familiemedlemmer.
- Voldtægter har været et fremtrædende og ødelæggende træk ved Myanmars militær etniske udrensning af rohingyaerne, siger Skye Wheeler.
De kvinder, som Human Rights Watch har talt med, er ifølge organisationen kun et fåtal af de piger og kvinder, der har været udsat for voldtægter. Andre nødhjælpsorganisationer har hørt lignende historier fra hundredvis af kvinder, men de udgør kun en lille del af alle dem, der har været udsat for overgreb fra militærets side, skriver Human Rights Watch i rapporten.
Pramilla Patten, der er FN's særlige repræsentant for seksuel vold i konflikter, siger til Al Jazeera, at overgrebene er 'blevet beordret, orkestreret og udført af Myanmars væbnede styrker'.