Amnesty International fremlægger i en ny rapport dokumentation, der viser omfattende afbrændinger af rohingya-muslimers landsbyer i Rakhine provinsen i Myanmar på få uger.
Organisationen kan med satellitfotos, fotografier, video og interviews med dusinvis af øjenvidner i Myanmar og Bangladesh dokumentere, at Myanmars militær brænder landsbyerne og skyder folk, der forsøger at flygte.
- Dokumentationen viser, at over 80 områder er brændt ned, i hvad vi vurderer, er en planlagt indsats siden 25. august, siger Trine Christensen, der er dansk generalsekretær i Amnesty International.
Alvorlig forbrydelse mod menneskeheden
25. august igangsatte Myanmars en "rydningsaktion" efter at rohingya-oprørsgruppen Arakan Rohingya Salvation Army (Arsa) angreb politi og militær.
Rohingya-muslimerne har længe været et diskrimineret folkefærd i det buddhistiske Myanmar. Men det, der er sket siden august, er en "voldsom optrapning", vurderer Trine Christensen.
- Det der foregår i Rakhine provinsen lige nu, det er meget alvorlige forbrydelser mod menneskeheden. Vi vurderer, at det uomtvisteligt handler om etnisk udrensning, siger hun.
Amnesty har sammenholdt de nye satellitbilleder med billeder fra samme måned de sidste fire år. Det er først i år, at brande har kunnet ses i et sådan omfang i området.
- Over 370.000 rohingyaer er flygtet over grænsen til Bangladesh i de sidste par uger. Et voldsomt antal.
- Det vi har kunnet gøre med vores rapport, det er at vise, at det er korrekt, hvad de fortæller. Nemlig at deres landsbyer er blevet angrebet og brændt ned, og at det er sket på en systematisk måde, siger generalsekretæren.
Ifølge Trine Christensen fortæller de flygtede rohingyaer, at militæret rykker ind i landsbyerne og skyder vildt omkring sig, brænder byerne ned med benzin eller antænder dem med bazooka-raketter.
Amnesty kan dog ikke bekræfte rohingyaernes beretninger ved selvsyn, da styret i Myanmar ikke tillader, at organisationen kommer ind i landet.
Med rapporten ønsker organisationen at appellere til militæret og styret i Myanmar men også til verdenssamfundet, fortæller Trine Christensen.
/ritzau/