Hovedvidne: Trumps tidligere kampagneleder snød for millioner

Paul Manafort var klar over fusk med millioner af dollars, lyder det fra hans tidligere højre hånd.

Rick Gates vidnede i går mod sin tidligere chef Paul Manafort. Han skal tilbage i vidneskranken i dag. (Foto: © handout, Scanpix)

Hovedvidnet i retssagen mod Paul Manafort leverede i går noget af en mavepuster til præsident Trumps tidligere kampagneleder.

Fra vidneskranken fortalte Rick Gates nemlig, at han og hans tidligere chef Paul Manafort ikke gav de amerikanske myndigheder oplysninger om 15 udenlandske bankkonti - og at de var ganske klar over, at det var ulovligt.

Paul Manafort, som var kampagneleder for Donald Trump i dennes succesfulde præsidentkampagne i 2016, er sigtet for bedrageri og hvidvaskning af penge.

Han afviser alle anklager, men sagens hovedvidne påstår det stik modsatte.

Alvorlige anklager

Rick Gates er hovedvidnet i sagen mod Paul Manafort, der blandt andet er anklaget for at skjule mere end 30 millioner dollars fra de amerikanske myndigheder efter opgaver i udlandet.

Gates, som er tidligere rådgiver for præsident Trump, har indgået en samarbejdsaftale med den særligt udpegede anklager, Robert Mueller.

Og det er et nyreslag for Paul Manafort, som i går blev ramt af flere alvorlige anklager fra Rick Gates, der har indrømmet omfattende fusk - herunder at han stjal fra Paul Manafort.

En af gårsdagens anklager fra Rick Gates lød, at Manafort kontrollerede 15 hemmelige bankkonti i udlandet, beretter New York Times.

De tungeste af anklagerne mod Manafort kan give op mod 30 års fængsel hver. Den 69-årige risikerer derfor en dom på 305 år.

Stor opmærksomhed

Retssagen omhandler ikke Trump-kampagnens relationer til Rusland, men følges alligevel tæt af verdens medier i den forbindelse.

Den særlige anklager Robert Mueller vil nemlig meget gerne finde ud af, hvad Manafort ved om det meget omtalte møde i Trump Tower i 2016 mellem Trump-lejren og en russisk advokat med forbindelser til den russiske regering.

Og om Donald Trump kendte til mødet på forhånd.

Der spekuleres i, at Robert Mueller vil forsøge at presse Manafort så langt op i en krog, at han også vælger at indgå et samarbejde og vil hjælpe den særlige anklager med sin undersøgelse af mulige russiske forbindelser til Trump-lejren.