GRAFIK Få overblikket: Titusindvis af flygtninge og migranter udfordrer Europa

Flygtninge og migranter krydser i denne tid EU's grænser i hidtil uset omfang.

Folk på flugt fra krig og uroligheder og personer på jagt efter et bedre liv søger i disse måneder til EU i hidtil uset omfang.

I juli måned kom der ifølge EU's grænseagentur, Frontex, 107.500 flygtninge og migranter til EU i løbet af en måned.

Det er det højeste antal på en måned, siden Frontex begyndte at føre statistik over det i 2008.

Kommer til Grækenland og Ungarn

Mange ankommer i øjeblikket til Grækenland primært fra Syrien.

Et Grækenland, der for tiden er præget af kaos, fordi myndighederne ikke kan håndtere de mange illegale mennesker, som ankommer i både til de græske øer som Lesbos og Kos efter en lang sejlads over Det Ægæiske Hav og Middelhavet.

Ifølge FN's flygtningehøjkommissariat kom der 50.242 personer til Grækenland i juli.

Mange tager videre fra Grækenland til Makedonien og Serbien for til sidst at rejse ind i EU igen via Ungarn.

Ifølge de ungarske myndigheder krydsede 34.800 grænsen til Ungarn i sidste måned. En strøm af flygtninge og illegale migranter, som Ungarn forsøger at stoppe ved at bygge et hegn på grænsen til Serbien.

Stadig mange rejser ind i Italien

Samtidig kommer der stadig mange flygtninge og illegale migranter til Italien. Omkring 20.000 i sidste måned. Ifølge Frontex omkring 90.000 samlet set indtil nu i 2015. De fleste kommer fra Eritrea og Nigeria og sejler med både fra Libyen til Italien.

I havnebyen Calais i den nordlige del af Frankrig opholder der sig ifølge FN's flygtningehøjkommissariat omkring 3.000 migranter og flygtninge, som forsøger at komme til Storbritannien. Nogle har mistet livet på vejen.

Langt færre - knap 2.000 - har ifølge FN's Flygtningehøjkommissariat krydset grænsen til Spanien i år.

340.000 til EU i 2015 - indtil nu

Fra januar til og med juli 2015 er der samlet set kommet omkring 340.000 migranter og flygtninge til EU ifølge Frontex. I hele 2014 lå det tal på 280.000 personer.

Omkring 265.000 af de 340.000 migranter har ifølge FN's Flygtningehøjkommissariat krydset Middelhavet på vejen til EU.