Hvem afpresser hvem? I Strasbourg er tålmodigheden med Orbán tæt på at være brugt op

EU-toppen bør føre en langt hårdere linje over for Ungarns premierminister, mener de store grupper i Europa-Parlamentet.

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, var under hård beskydning her til formiddag, hvor Europa-Parlamentet debatterede situationen i det centraleuropæiske land. (Foto: © BERNADETT SZABO, Ritzau Scanpix)

EU-toppen og de europæiske ledere bliver nu én gang for alle nødt til at sætte foden ned over for Ungarns premierminister, Viktor Orbán, som i årevis har skabt store problemer for resten af unionen.

For hvis man bare bliver ved med at give efter for ungarernes konstante "afpresning" af de andre medlemslande, så risikerer det for alvor at udhule hele fundamentet under EU-samarbejdet.

Sådan lød det samstemmende fra Europa-Parlamentets største politiske grupper, da de onsdag formiddag diskuterede problemerne med Ungarn under en højspændt debat i Strasbourg.

- Vi har en mand (Viktor Orbán, red.), som får lov til at gøre præcis, hvad han har lyst til – og som får det, han ønsker. Vi giver ham lov til at afpresse os og gøre grin med resten af Europa, sagde Terry Reintke, der er medformand af venstrefløjsgruppen De Grønne.

- Vi har Putins bedste tjener siddende ved bordet i Det Europæiske Råd, og han blokerer for vores støtte til Ukraine og vores troværdighed på dette afgørende øjeblik. Det er en joke, og det er en meget dårlig en af slagsen, sagde hun fra talerstolen i Strasbourg.

En lignende melding kom fra Pedro Marques, der er næstformand i den socialdemokratiske gruppe, S&D.

- Vi giver efter for Orbáns afpresning, og det jubler alle Europas bøller over, fastslog han.

Viktor Orbán hilser her på Europa-Parlamentets formand, Roberta Metsola, under et topmøde i Bruxelles. (Foto: © Miguel Medina, Ritzau Scanpix)

Det må stoppe nu

Omdrejningspunktet for dagens debat var Europa-Kommissionens omstridte beslutning fra december sidste år om at udbetale 76 milliarder støttekroner til Ungarn.

Det var penge, som EU-toppen ellers havde valgt at indefryse på grund af de omfattende retsstats- og korruptionsproblemer, som i årevis har plaget det centraleuropæiske land.

Beslutningen blev højst opsigtsvækkende annonceret aftenen inden det EU-topmøde, hvor stats- og regeringscheferne blandt andet skulle gøre op med sig selv, om de ville indlede optagelsesforhandlinger til Ukraine. Og Viktor Orbán havde på forhånd meldt klart ud, at han på ingen måder ville sige god for det.

Men da topmødet så gik i gang, accepterede den ungarske premierminister alligevel til manges store overraskelse, at der blev givet grønt lys til optagelsesforhandlingerne.

Ifølge den belgiske europaparlamentariker Guy Verhofstadt, som talte på vegne af den liberale Renew-gruppe under dagens debat, er det et klokkeklart bevis på, at Europa-Kommissionen lod sig afpresse af Viktor Orbán til at udbetale de indefrosne milliarder.

- At give efter for Orbáns afpresning, som det skete i december, bliver nødt til at stoppe nu, sagde han direkte henvendt til Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, der fulgte med fra sidelinjen.

Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, lyttede med til den højspændte debat. (Foto: © FREDERICK FLORIN, Ritzau Scanpix)

Ungarn leverede

Ursula von der Leyen havde ellers kort forinden blankt afvist, at hun skulle have givet efter for afpresning fra ungarernes side.

Europa-Kommissionen havde nemlig krævet, at den ungarske regering skulle reformere landets retsvæsen for at få adgang til de indefrosne milliarder. Og de reformkrav havde regeringen altså indfriet, understregede kommissionsformanden.

- Loven (reformen af retsvæsnet fra maj sidste år, red.) styrker den juridiske uafhængighed og begrænser muligheden for politisk indblanding i retssystemet, påpegede Ursula von der Leyen under debatten.

- Det var det, vi havde bedt om, og Ungarn leverede, fastslog hun og tilføjede, at Europa-Kommissionen har indefrosset yderligere 150 milliarder kroner på grund af problemer med blandt andet asylregler og LGBTQ-rettigheder i landet.

- De penge vil forblive indefrosset, indtil Ungarn lever op til alle de nødvendige betingelser.

Men nu ønsker en stor del af europaparlamentarikerne at få undersøgt beslutningen om at udbetale milliarderne. I morgen skal de stemme om en resolution, hvor de blandt andet vil have Parlamentets juridiske tjeneste til at se på, om der er grundlag for at trække Europa-Kommissionen for EU-Domstolen for at udbetale pengene.

- Vi har brug for yderligere afklaring om begrundelsen bag Europa-Kommissionens beslutning, lød det fra Manfred Weber, der er formand for den kristenkonservative EPP-gruppe.

Statsminister Mette Frederiksen (S) ses her med Viktor Orbán. Hun bakker i modsætning til Orbán op om støtten til Ukraine. (Foto: © LUDOVIC MARIN, Ritzau Scanpix)

Vil have mistillidsafstemning

Under dagens debat blev der også peget på det ekstraordinære EU-topmøde, som finder sted den 1. februar. Her skal stats- og regeringscheferne finde ud af, om de kan finde opbakning til at afsætte små 373 milliarder kroner i økonomisk støtte til Ukraine.

Ved topmødet i december valgte Viktor Orbán nemlig som den eneste af stats- og regeringscheferne at nedlægge veto mod den milliardstore pakke, som skal hjælpe de hårdtprøvede ukrainere med at holde deres krigsplagede økonomi kørende.

Nu frygter flere af europaparlamentarikerne, at den ungarske premierminister endnu engang vil forsøge at afpresse Europa-Kommissionen til at udbetale de resterende indefrosne midler for så til gengæld at bakke op om pengene til Ukraine.

- Hvis det sker, vil I møde hård modstand her i Parlamentet. Ikke blot fra min egen side, eller fra min gruppe, men fra størstedelen af medlemmerne, lød advarslen fra den liberale Guy Verhofstadt.

Står det til hans gruppe, skal der ligefem være en mistillidsafstemning om Europa-Kommissionen, hvis der bliver udbetalt så meget som én euro mere til Ungarn.

Ursula von der Leyen er fortrøstningsfuld, når det kommer til at finde en løsning vedrørende den økonomiske støtte til Ukraine. (Foto: © FREDERICK FLORIN, Ritzau Scanpix)

Skamfuldt og absurd

Ursula von der Leyen understregede dog selv under debatten, at hun forventer, at det bliver muligt at finde en løsning, som alle 27 EU-lande, herunder også Ungarn, kan bakke op om.

- Jeg er fortrøstningsfuld, sagde kommissionsformanden.

Men ifølge Balász Hidvéghi, der sidder i Europa-Parlamentet for Viktor Orbáns Fidesz-parti, bør pengene til Ukraine findes uden for EU's budget, som der ellers er lagt op til nu.

Og han mener, at Ungarn nu og her bør få udbetalt "hver en cent", som er blevet indefrosset.

- Ideologisk afpresning er ikke acceptabelt, understregede han under debatten.

Balász Hidvéghi tog samtidig stærkt afstand fra ønsket fra de mange europaparlamentarikere, der ønsker at fratage den ungarske regering sin stemmeret i Ministerrådet som følge de mange demokrati- og retsstatsproblemer i landet.

- Det er lige så skamfuldt, som det er absurd, at man vil fratage et land retten til at tale og stemme, blot fordi man er uenig med det. Det er noget, der sker i et diktatur, sagde han - og rundede af:

- I er ved at grave EU's grav.