Når EU-lederne i dag stimler sammen på St. Elmo Fort på Maltas smukke kyst, har de direkte udsyn til havet – og dermed direkte udsigt til det problem, de mødes for at finde en løsning på. Bådene med migranter og flygtninge, der dagligt skiber ud fra Libyens kyst med kurs mod Europa. For ikke længe siden kom mange af dem i land på Malta, men da det er svært at komme videre op i Europa fra en ø – sigter de nu mod Italien.
Derfor står Italien og formandskabslandet Malta forrest og råber på en løsning. Og nu er EU-lederne i Bruxelles begyndt at råbe med.
Det er mindre end et år siden, at EU-kredsen forsøgte at løse samme udfordring - dengang kom bådene fra Tyrkiet til Grækenland.
Det lykkedes at indgå en aftale med Tyrkiet om at standse bådene og menneskesmuglerne mod løfter om penge og tættere bånd til EU, og siden er trafikken gået ned med 95 procent.
Manglende ledelse
Derfor drømmer EU-kredsen selvfølgelig om at indgå en lignende aftale med Libyen: Sætte en prop i strømmen, sende migranter tilbage og til gengæld love en pose penge og venskab. Men de ved også godt, at det er så godt som umuligt.
Hvis man skal lave håndfaste aftaler med et land, kræver det en stærk leder eller regering at lave aftalen med. Det har Libyen ikke. De har knap nok en regering. Og de har slet ikke et system til at føre det ud i livet, selv hvis det skulle lykkes at lave en aftale.
Kan de sendes tilbage?
Udover at stoppe trafikken over havet, er et andet element i Tyrkiet-aftalen fra sidste år at sende de migranter og flygtninge retur, der måtte nå frem til Grækenland, hvorefter de kan søge asyl fra Tyrkiet. Heller ikke dette kan man kopiere i en aftale med Libyen.
Alene af den grund, at tilstandene i de libyske lejre er så dårlige, at man ville bryde menneskerettighedskonventionerne ved at sende dem tilbage – af samme årsag kan man heller ikke umiddelbart sætte dem i land i Tunesien eller et tredje sted.
Libyerne skal selv
Derfor er det helt afgørende element i EU’s nye tiltag, at Libyen selv skal gøres i stand til at stoppe bådene og menneskesmuglerne. I dag bygger smuglernes forretningsmodel på, at bådene er så dårlige og overfyldte, at de kun kan sejle få mil ud, for derefter at blive samlet op af NGO’er eller af Nato-operationen Sophia i internationalt farvand. Men hvis ’redningen’ i stedet foregår i libysk farvand, ja – så sker landsætningen naturligvis i Tripoli og ikke Italien.
Og da Libyen ikke tillader andre at sejle ind i libysk farvand, skal det altså være libyerne selv, der rustes bedre til at klare opsamlingen i eget farvand. Det er det, Italienerne netop i går aftes lovede at hjælpe libyerne med bilateralt – og i dag får de EU’s hjælpende hånd i ryggen.
Det lange træk
Derfor er der en klar erkendelse i EU af, at man ikke får sat en prop i den centrale middelhavsrute fra den ene dag til den anden. Men mindre kan også gøre det.
Derfor vil man i dag i første omgang forsøge med penge og rådgivning at sætte ind på en lang række af områder, både i Libyen og i den række af afrikanske stater, der topper listen over flygtninge og migranter. Det handler om at alt fra at styrke og træne den libyske kystvagt, til at donere penge til lejrene og til at motivere migranter til at vende hjem.
Det handler om oplysning og hjælp til at skaffe levegrundlag i udvalgte afrikanske lande – og ikke mindst at få slået smuglernetværk itu. Det handler om støtte til centrene i Libyen og omegn, så folk behandles humant og kommer igennem et civiliseret asylsystem. Alt i alt en lang liste med pisk og gulerod, med penge og pligter. Italien gik forrest i går med at lave en bilateral aftale med Libyen om støtte. De øvrige EU-lande forventes at følge trop i dag.
Det er hverken noget, der får bådene til at blive på land i morgen eller næste år. Men håbet er, at det skridt for skridt kan få strømmen til at aftage, så de 181.000, der i 2016 nåede til Italien og dermed slog rekorden fra året før med 20 procent, lander på et langt mindre tal i 2017. At smuglerne vil indse, det er blevet sværere, når de første både samles op og returneres til Tripoli. Og ikke mindst at antallet af omkomne på den farlige rute reduceres tilsvarende.
Umiddelbart kan opgaven se nærmest uløselig ud. Om et års tid, når perlerækken af ideer og initiativer er kommet i gang, vil vi kunne se, om den er det.