10 skridt skal blokere Libyen-rute

EU-topmøde i Malta enes om plan for at styrke Libyens grænser og spænde ben for menneskesmuglere.

EU's ledere holder topmøde og fotograferes her samlet i hovedstaden Valletta, Malta. (Foto: © DOMENIC AQUILINA, Scanpix)

EU-topmødet i Malta har fredag over middag godkendt en 10-punkts-plan, der skal sætte en bremse på migrantstrømmen fra Libyen.

Planen sigter mod at få styr på den centrale middelhavsrute, så der ikke kommer en ny stigning i antallet af migranter.

Ruten går primært via Libyen til Italien.

Derfor handler centrale elementer i planen om at styrke Libyens kystvagt og landets egen grænsebevogtning. Der er også punkter, der mere direkte sigter mod at ødelægge menneskesmuglernes forretningsmodel.

- De har ikke en kinamands chance for at få asyl, siger statsminister Lars Løkke om migranterne, der kommer over den centrale del af Middelhavet.

- Af humanitære grunde, men også for at sende et signal om at Europas døre ikke står åbne, er vi nødt til at samarbejde med Libyen, siger statsministeren.

Sidste år ankom ifølge Den Internationale Organisation for Migration (IOM) et rekordhøjt antal på i alt 181.000 personer via den centrale rute over Middelhavet.

Fra 1. januar til 29. januar i år er der kommet i alt 5483 over Middelhavet til Europa. Heraf var kom omkring 4300 over ruten fra Libyen. Der er i perioden registreret 253 døde eller savnede.

/ritzau/