Gravene ligger i ulige rækker med en mursten eller en kvist som eneste markering.
Der er ingen navne på de sanddækkede bunker, der hver dækker over et lig af en ukendt afrikansk migrant.
I et hjørne af den vindblæste gravplads graver Chamseddine Marzoug endnu en grav med en gammel, slidt spade.
- Højsæsonen nærmer sig. I år har jeg allerede begravet 73 ukendte migranter her, men i december blæser vinden op på Middelhavet – og så skyller mange lig op på kysten, siger Chamseddine Marzoug, der frivilligt har etableret gravpladsen for at give de navnløse en værdig begravelse.
Gravpladsen ligger nær den tunesiske havneby Zarzis, men ligene er fra afrikanske migranter, der er druknet efter at have sejlet ud med smuglerbåde fra nabolandet Libyen.
Det krigshærgede land har de senere år været hovedruten mod Europa.
Men i øjeblikket oplever det ellers fredelige Tunesien en stor stigning i antallet af landets egne unge, som tager den farlige tur over Middelhavet.
De seneste par måneder er over 4.000 tunesiske migranter ankommet til Italien, mens kun 566 ankom hele sidste år.
Graverens sønner blev migranter
Den frivillige graver Chamseddine Marzoug og hans familie kender om nogen faren ved rejsen over Middelhavet, efter at han i alt har begravet over 300 migranter på sin private gravplads.
Alligevel er hans egne to voksne sønner selv taget illegalt til Europa.
- De fortalte mig aldrig om deres planer, fordi de vidste, jeg ville være imod det. Jeg fandt først ud af det, da de ringede fra Italien. Heldigvis overlevede de, og nu er de i et europæisk land, siger han, mens han viser mig de enkelte grave:
- Her ligger en dreng på omkring syv år. Og her en dreng på cirka fem ifølge ligsynet. Vi fandt ham sammen med en kvinde, som jeg tror, er hans mor, så jeg har begravet dem sammen.
Tunesisk migrant: ’Ligene flød i vandet’
I byen Mahres fire timers kørsel derfra bor 26-årige Khaled og 25-årige Hafedh. De er to af de tusinder af tunesere, der i år har taget en smuglerbåd mod Europa.
For de to barndomsvenner endte drømmen om Europa som et mareridt.
Den gamle fiskerbåd, de var ombord på, blev opdaget af den tunesiske kystvagt midt på Middelhavet. Ifølge de to unge mænd sejlede kystvagten ind i båden, som kæntrede.
Khaled, Hafedh og omkring 100 andre migranter røg overbord.
- Jeg blev trukket under vandet af båden, der sank, og alt var mørkt. Så så jeg månens lys og svømmede op mod det, fortæller Khaled Gheneinia, mens hans ven fortsætter:
- Da jeg fik hovedet over vand, var det et mareridt, der mødte mig. Døde mennesker flød i vandet, nogle af dem var ramt af propellen fra båden og var skåret på arme og ben. Andre skreg og var ved at trække os andre ned i dybet, fordi de ikke kunne svømme, siger Hafedh Miaadi, mens hans øjne bliver blanke.
’Jeg troede, jeg skulle dø’
Over 50 tunesiske migranter menes omkommet i ulykken i oktober.
- Jeg troede, jeg skulle dø. Hafedh svømmede over til mig og sagde, jeg skulle bevæge mine arme mere. Jeg kunne ikke mere og sagde, at han skulle redde sig selv. Men på en eller anden måde fandt jeg kræfterne, siger Khaled Gheneinia.
De to unge mænd overlevede og er nu tilbage med deres familier i deres tunesiske hjemby.
Men de vil forsøge turen igen, hvis de kan samle penge nok sammen til at betale en menneskesmugler igen, siger de.
- Jeg har ingen mulighed for at skabe mig en fremtid her. Det er ikke til at finde et job, og hvis jeg endelig får en måneds arbejde, er lønnen så lav, at jeg ikke kan leve af det, siger Khaled Gheneinia.
Brudte forlovelser og drømme
Han viser flere af sine diplomer fra kurser som elektriker og lysmand på et teater frem, men han har ingen længere uddannelse, og hans forældre tjener kun få penge.
Hans ven Hafedh har heller ingen uddannelse, men tjener lidt penge ved at arbejde på en cafe og ved at spille tromme og synge til bryllupper.
- Vi har begge været forlovede, men måtte bryde forlovelserne og opgive at blive gift. Vi kan aldrig købe et hus, og jeg kan ikke forsøge en hustru på kærlighed alene. Vi har familie og venner, der er taget til Frankrig, og de tjener nok til at købe et hus i Tunesien, siger Hafedh Miaadi og peger på flere pæne huse i området, der er bygget af tunesere i Frankrig.
De to unge mænd er langt fra alene. Tunesiens økonomi har været presset siden revolutionen i 2011 og den efterfølgende uro, og flere terrorangreb skræmt mange europæiske turister væk.
Specielt i landområderne er ungdomsarbejdsløsheden høj, og meningsmålinger har vist, at halvdelen af alle tunesiske unge drømmer om at rejse til Europa for at arbejde.
Europa er eneste mål
Tuneserne flygter hverken fra krig eller politisk vold, og de har ingen chance for at opnå asyl i EU.
Men selvom der er talrige eksempler på nordafrikanske migranter, der ender på gaden eller i kriminalitet i Europa, skræmmer historierne ikke Khaled og Hafedh.
- Jeg har familie i Frankrig, som kan hjælpe mig. Jeg er godt klar over, at det bliver hårdt, men det kan ikke være værre end her, siger Khaled Gheneinia, mens hans ven tilføjer:
- Vi ville helst tage af sted og arbejde på et visum, men det er nærmest umuligt at få. Jeg ved godt, at jeg kan ende på gaden i Frankrig, men jeg kender mange, der kan hjælpe. Og måske kan jeg gifte mig der og få opholdstilladelse.
Men burde I ikke hellere blive her og opbygge Tunesien efter revolutionen?
- Jeg elsker Tunesien og ville helst blive her. Men jeg har prøvet alt. Det er ikke til at få et godt job, hvis du ikke er rig og har en god uddannelse eller har de rigtige forbindelser. Hvis der var ordentligt arbejde her, ville jeg da blive. Men den eneste løsning for mig nu er Europa, siger Khaled Gheneinia.
Hovedløse lig uden navn
På gravpladsen i Zarzis viser graveren Chamseddine Marzoug mig billeder af nogle af de migranter, han har begravet.
- Hende her manglede hovedet, fordi hun havde ligget længe i vandet. Der er tragisk. Men jeg fotograferer dem alle i håbet om, at de en dag kan blive identificeret, siger han.
Selvom EU forsøger at stoppe migrationen fra Afrika ved at styrke de nordafrikanske landes kystvagter og slå ned på menneskesmuglere, tror han ikke, strømmen stopper.
- Folk er villige til at risikerer deres liv, fordi de ikke har nogen fremtid i deres egne lande, og det vil de blive ved med. Det eneste, der kan hjælpe, er massive investeringer i de her lande, så folk kan få ordentlige job.
Familier lever i uvished
Mens han gør sig klar til, at nye lig af migranter skyller op på de lokale strande, har han et enkelt håb:
At han kan samle penge til at få ligene dna-testet, så deres familier en dag kan få besked om deres skæbne.
- Deres familier tror, at de stadig er på vej mod Europa og snart sender penge hjem. I stedet ligger de i sandet her. De fortjener at vide besked, siger han, mens vinden tager til.
Vindpust efter vindpust blæser langsomt sandbunkerne over gravene væk. Regn har allerede udvisket de grave, der blev anlagt sidste år.
Om få måneder vil sporene af dette års begravede migranter være blæst og regnet væk på gravpladsen.