Europæiske og afrikanske ledere skal få styr på migranter

Frankrigs præsident er vært for topmøde, hvor det er målet at få mere kontrol over migrationskrise.

Frankrigs præsident Emanuelle Macron mødes med lederne fra Tyskland, Italien og Spanien samt lederne fra Tchad, Niger og Libyen (Foto: © Thibault Camus, Scanpix)

Det er målet at finde konkrete løsninger, som kan bringe Europas migrantkrise under kontrol ved et topmøde i Paris. Præsident Emmanuel Macron er fra i dag vært for ledere fra fire store EU-lande og tre afrikanske nationer.

De 28 lande i EU har længe kæmpet for at finde frem til en sammenhængende politik over strømmen af flygtninge og migranter på vej væk fra krig, fattigdom og politisk uro i Mellemøsten og Afrika.

Hen over sommeren har Macron forsøgt at tage initiativer til at få mere styring på krisen. De seneste måneder har det største pres været fra migranter, der er kommet via Libyen til navnligt Italien.

Hotspots i Afrika

Den franske præsident har blandt andet foreslået at etablere såkaldte hotspots i Afrika til at tage sig af asylansøgninger.

Men både europæiske og afrikanske allierede har udtrykt skepsis over for muligheden for at skabe sådanne centre. Idéen var ikke på dagsordenen ved mandagens møde, siger kilder i præsidentens kontor.

- Meddelelsen om hotspots var nonsens, og hverken Tchad eller Niger var konsulteret om idéen på forhånd. Macron er stadig ved at rette op på den fejltagelse, siger en vestafrikansk embedsmand til nyhedsbureauet Reuters.

På mødet er der især fokus på en handlingsplan, hvor der vil blive grebet ind over for menneskesmuglernes økonomiske modeller.

120.000 migranter til Europa

Macron mødes med lederne fra Tyskland, Italien og Spanien samt lederne fra Tchad, Niger og Libyen, som er transitlande for migranter. EU's udenrigschef, Federica Mogherini, er også med.

Kilder i det franske præsidentpalads siger, at der også vil være fokus på asylrettigheder og mulighederne for at stabilisere Libyen. Mange tusinder kommer fra det øvrige Afrika til Libyen, hvorfra de begiver sig ud på en livsfarlig sejlads over Middelhavet i usikre og overfyldte fartøjer.

I år er der hidtil næsten kommet 120.000 migranter og flygtninge til Europa over havet, siger Den Internationale Organisation for Migration. 2400 omkommet på havet i år.

/ritzau/Reuters