Domstolsveteran, dark horse og hidsig abortmodstander blandt Trumps favoritter til højesteretsdommer

Tre konservative dommere er efter alt at dømme endt i Trumps top tre til posten som ny højesteretsdommer.

De tre potentielle kandidater (fra venstre til højre), Neil Gorsuch, Thomas Hardiman og WIlliam Pryor. (Foto: © REUTERS, Scanpix)

Omkring klokken to i nat dansk tid vil USA's præsident, Donald Trump, udpege den person, som han ønsker skal udfylde den tomme stol i USA's Højesteret.

Trumps forgænger, Barack Obama, havde ellers udpeget Merrick Garland til at efterfølge den afdøde højesteretsdommer Antonin Scalia, men udnævnelsen blev blokeret af det republikanske flertal af Kongressen.

Derfor er opgaven med at udpege en dommer til den magtfulde position - en udnævnelse, der gælder, til vedkommende dør eller træder tilbage af egen drift - overgået til Donald Trump.

Tre kandidater har sat sig i toppen af kapløbet. Her kan du se, hvem der anses som favoritter til at udfylde den konservative Scalias plads i Højesteret:

Thomas Hardiman

Den 51-årige Thomas Hardiman er den, der spås som den mest sandsynlige til at blive peget på som højesteretsdommer af Donald Trump i nat.

Hardiman, som er den mest ukendte af de tre topkandidater, sidder som dommer i en forbundsappeldomstol, og er dommerkollega med Donald Trumps søster, Maryanne Trump Barry.

Den 51-årige dommer vandt blandt andet republikansk anerkendelse, da han i 2013 udtalte, at New Jersey krænkede amerikanernes ret til at bære våben. Det gjorde de ifølge Hardiman ved at kræve, at personer, der ansøgte om tilladelse til at bære håndvåben, skulle have et "berettiget behov" for våbnet.

Til gengæld har Hardiman ikke tilkendegivet sin mening om en anden republikansk mærkesag, nemlig abort.

Hardiman har til forskel fra mange af sine dommerkolleger ikke gået på et eliteuniversitet, ligesom han også ulig de andre er den første i sin familie til at tage en lang videregående uddannelse. Ifølge det amerikanske medie Politico kan det - set i lyset af Trumps populistiske linje - give ham en fordel over sine konkurrenter.

Bliver han udpeget, vil han være den eneste siddende højesteretsdommer, som ikke er uddannet fra Yale eller Harvard.

Hardiman har været dommer ved forbundsappeldomstolen siden 2006.

Neil Gorsuch

Den 49-årige Neil Gorsuch er ligesom Hardiman dommer ved en af USA's forbundsappeldomstole.

Gorsuch har heller ikke givet udtryk for sin mening om kvinders ret til abort, som blev fastslået af Højesteret i 1973, hvilket har givet løftede øjenbryn blandt Republikanerne, hvor mange har abortmodstanden som en hjertesag.

Gorsuch blev i 2013 kendt for at støtte virksomheders ret til at nægte prævention til deres kvindelige ansatte som en del af deres sundhedsforsikring ud fra religiøse bevæggrunde, trods lovkrav under Obamacare.

Han har også flere gange givet udtryk for bekymring over Obamas brug af præsidentielle dekreter, når det ikke lykkedes at nå målet gennem politisk forhandling.

Gorsuch er uddannet fra Columbia, Harvard og Oxford Universitet og har en fortid i et privat advokatfirma og som ansat i det amerikanske justitsministerium.

Gorsuch blev udpeget som forbundsdommer af George W. Bush i 2006.

William H. Pryor

Den 55-årige tidligere statsadvokat for Alabama William H. Pryor er den tredje af favoritterne til posten som højesteretsdommer.

Pryor er stærkt konservativ og udtalt modstander af den forfatningssikrede ret til abort og har kaldt Højesterets historiske afgørelse om abort fra 1973 i sagen Roe mod Wade, for "den værste vederstyggelighed i amerikansk forfatningsrets historie".

Han satte tyk streg under sin holdning til emnet, da han senere i en tale til Senatet udtalte, at dommen har ført til "slagtning af millioner af uskyldige, ufødte børn".

Den udmelding har gjort Pryor populær blandt mange republikanere, men han er dog faldet i unåde hos andre, efter han tilsluttede sig en dom, der skulle beskytte transkønnede mod at blive diskrimineret på arbejdspladsen.

Pryor blev udpeget som forbundsdommer af forhenværende præsident George W. Bush i 2004, efter Demokraterne havde forsøgt at blokere udnævnelsen i et helt år.