De har fået ny sherif i Washington D.C.
Han er en ældre mand, faktisk den ældste de har haft i byen. Han er ikke en af deres egne. De kan faktisk ikke lide ham. De ville hellere have en anden. Men det lykkedes ikke. Den lokale avis, Washington Post, kalder det en fjendtlig ”take over”. Så nu dukker de nakken. Livet går videre, og de må leve med ham og hans tilhængere med de røde hatte, hvor der står ”Make America Great Again!” Selvom de er udenbys folk.
Et af deres problemer er, at han heller ikke ser ud til at bryde sig ret meget om dem. Sheriffen siger, at de er korrupte, selviske og beriger sig på andres bekostning. Nu har han meddelt dem, at folket ude i landet har sendt ham til Washington D.C. for at rydde op og ud, og at han vil tage deres privilegier fra dem.
Og sherif Donald Trump proklamerede sine mål på Capitol Hill i går – og de var ikke til at tage fejl af. Hans tale var kort. Den var kontant. Den handlede om, at amerikanerne skal i arbejde igen. At amerikanske arbejdspladser skal bliver i USA. At bander skal elimineres. At narkotika skal bekæmpes. At det skal være nemmere at drive virksomheder. At amerikanerne skal betale mindre i skat. At deres sundhedssystem skal laves om. At deres motorveje, lufthavne, internet alt sammen skal forbedres. At illegale fremmede skal ud. At fjerne lande ikke mere skal nasse på amerikansk flid. At militant islamisme skal udryddes. At alt bliver godt – igen. At Amerika bliver godt og stærkt – igen.
Kort sagt – amerikanerne kan se frem til de gode gamle dage. Fortiden er fremtiden. Det må være derfor sangerinden Erin Boheme sang 50’er hits til Donald og Melania Trump ved aftenens ”Freedom Ball,” og ferme dansere svingede benene i en formidabel can can. Showtime!
Hvad enten de kan lide Trump eller ej i DC, så gjorde han en spektakulær entre, som hans tilhængere landet over vil sætte pris på. Kommentatorerne har konkluderet, at der var noget ”Jackie” over Melania – noget Jacqueline Kennedy. Hendes lyse blå dragt, kreeret af Ralph Lauren, tog kegler.
Og så er en indsættelse altid noget specielt – et udtryk for, at amerikanerne efterlever den forfatning, de hele tiden slås om, at demokratiet er forankret i dette politiske eksperiment, som USA jo er. For amerikanerne er ikke født ind i en given politisk skabelon som danskerne i vores tusind-år gamle monarki. Amerikanerne lever og ånder i en republik, der stadig formes. En republik, der ikke stivner. Som de slås om.
Politiske rutsjebane
Nu står republikken over for en ny tur i den ideologiske og politiske rutsjebane. Obama og Trump er fra hver deres verden. Men nu er det Trump, der bestemmer i D.C. Selvom han ikke er så populær. Bare 35-38 procent af vælgerne synes, at han har gjort det godt, siden han blev valgt, siger de meningsmålinger, vi har lært at læse med stor skepsis.
Men der var langt fra så mange tilhængere til Trumps indsættelse i går som til forgængeren Barack Obamas i 2009. Der var store nøgne pletter på Mall’ens grålige græs i går, hvor der var stuvende fuldt af begejstrede tilskuere under Obamas indsættelse. Nu var Obama også den første sorte, der blev præsident. Trump er den første forretningsmand – i hvert fald i nyere tid. Men forskellen var at tage og føle på.
Og med forretningsmandens effektivitet skrev Donald Trump sine første ”præsidentielle dekreter” ud i går. Forordninger, der kan gennemføres uden Kongressen. Trump skrev et dekret under, der skal ”lempe byrderne fra Obamacare” – hvad det så end betyder. Detaljer følger om starten på Trumps afvikling af Obamacare.
Han skrev dekreter under, der aktiverer hans to første ministre, forsvarsminister og tidligere general James Mattis og ministeren for national sikkerhed, tidligere general John Kelly. De er allerede taget i ed. Og hjemmesiden for Det Hvide Hus har allerede fået en make-over. Hjemmesiden om ”klima” – en mærkesag for forgængeren – er væk fra Det Hvide Hus' ”site”. Det samme er arbejdsmarkedsministeriets hjemmeside for LGBT.
Og Trump-administrationen begynder først for alvor i morgen tidlig. Trumps talsmand varsler dekret efter dekret, dag efter dag, i de kommende uger, mens udvalg i Senatet arbejder sig gennem godkendelserne først af Trumps ministre, derefter mange af de henved 4.000 politiske ansættelser i den nye administration.
Konsekvensen af Trumps hans indtog i Washington D.C. og indsættelse som præsident i går vil blive mærket over hele USA og verden over mange år frem i tiden. Om det bliver katastrofe eller succes afhænger af, om han kan levere – på den rigtige måde. Og den rigtige måde betyder, at Trump må slå krøller på sig selv og erkende, at han i USA har brug for at bygge bro. At han erkender, at han har brug for at samle sit dybt splittede folk, og at han ude i verden at har brug for allierede med et fælles demokratisk værdigrundlag.
Travlt program
Hans program er omfattende, og han skal skynde sig. Han skal have en skattereform på plads, og der bliver han nødt til at samarbejde med sine partifæller i Kongressen. Han skal afvikle Obamacare, hvad der bliver sværere, end det lyder. For Obamacare er et gigantisk kompleks – som et vævet tæppe, hvor man ikke bare kan nøjes med at snuppe et hjørne. Begynder man først at pille det fra hinanden, går det helt op i sømmene.
Han vil deregulere det føderale bureaukrati og specielt banksektoren, der fik benskinner på i Dodd-Frank-loven efter finanskrisen, så den ikke kunne løbe så hurtigt. Han vil have en indvandrerreform, der dels smider millioner af illegale ud, dels gør det sværere at komme ind i USA. Han vil deregulere hele forbundsregeringens miljøprogram. Han vil genforhandle den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA. Han vil kaste flere milliarder dollar efter militæret og supplere flåden med ca. 30 pct. flere skibe. Han vil reparere den nedslidte amerikanske infrastruktur. Han vil bygge sin mur til Mexico. Han vil drosle ned på indsatsen for klimaet. Og udnævne 'en, måske flere nye højesteretsdommere ikke at forglemme. Donald Trump får travlt.
Meget kan han gøre selv med det republikanske flertal i begge Kongressens kamre. Noget skal han bruge demokratiske stemmer til. Der ligger allerede lister over demokratiske politikere, der er på valg om bare to år, politikere valgt i distrikter eller stater, som Trump vandt under præsidentvalget. Og selvom 2016 var et ”annus horribilis” for demokraterne, kan 2018 blive endnu værre.
I 2018 vil 25 af de 33 senatorer på valg, være demokrater eller uafhængige, der stemmer med demokraterne. Republikanerne skal kun forsvare 8 pladser i senatet. Og mindst 10 af de 25 demokratiske senatorer er mere end almindeligt sårbare. Åbne mål for en Trump, der har brug for deres stemmer, ellers … Og i dag har republikanerne allerede 52 senatorer af de 100.
Og udenrigspolitisk? Hans syn på USA’s rolle i verden? Han har ret, når han siger, at USA ikke mere skal være verdens eneste politibetjent. Det satte George W. Bush over styr efterfulgt af Obama. Men er Trumps syn på ”USA’s nationale interesser” så snævert, at han virkelig mener, at USA kun bliver stærkt igen, hvis han tvinger arbejdspladser hjem ved at lukke amerikansk produktion i udlandet? At han mere eller mindre vil afvikle ”globalisering” i stedet for at afværge de negative konsekvenser og den voksende ulighed? At han kan splitte de vestlige alliancer? EU og NATO? Nej, siger hans nærmeste rådgivere. Men der er ingen, der virkelig ved, hvad Trump vil gøre og hvordan, specielt når det handler om handel og om udenrigspolitik, hvor han er blank, nationalistisk og populistisk.
Om hans nye rådgivere kan moderere hans standpunkter, ved man ikke endnu. Men han er grundlæggende følelsesmæssigt modstander af et EU uden handlekraft. Han vil ikke mere acceptere allierede, der hytter sig bag det amerikanske skjold i NATO.
Han ser ud til at mene, at USA’s rolle i verden kan varetages, som man driver en virksomhed. Og de, der mener, at han vil ændre holdning behøver blot at læse hans nærmest mørke Nixon-agtige tiltrædelsestale igen og fokusere på sloganet: ”America first!”
Hvad nu hvis...
Og så står der stadig billeder tilbage på nethinden af, hvordan det kunne have været så meget anderledes. Hvis Hillary Clinton f.eks. havde fået sine 2,8 millioner flere stemmer end Trump fordelt i Michigan, Wisconsin og Pennsylvania i stedet for i Californien.
Nu var Hillary Clinton til Trumps indsættelse – ikke i kraft af sig selv, men i kraft af, at hun er gift med Bill Clinton, tidligere præsident. Der sad hun, taberen, på podiet bare to meter fra manden, der havde krævet hende buret inde og som nu talte til USA og verden som USA's nye præsident. Og det taler til præsident Trumps ære, at han under frokosten inde i Kongressen gik direkte hen til Hillary, hviskede hende i øret og sagde: ”Tak fordi I kom”, og bagefter foranstaltede stående ovationer i Kongressen for Clinton-parret.
Og der er billedet af vicepræsident Joe Biden, ”Uncle Joe”, en af USA’s mest populære politikere. Han fløj ikke bort i helikopter i går. Han tog toget hjem til Wilmington i Delaware, som han gjort hver eneste dag i alle sine 36 år som senator, hjem til sine børn og sin familie, den mindst velhavende af USA’s toppolitikere. Manden, der først mistede sin hustru og 13 måneder gamle datter i en ulykke, og siden sin voksne søn til cancer. I går tog han hjem med sin hustru Jill efter 8 år sin vicepræsident – og tog en cheeseburger på vejen. Hvem ved, hvad der var sket, hvis han havde stillet op mod Trump?
Men Biden blev ikke demokraternes kandidat. Det blev Hillary Clinton. Og vælgerne valgte hende fra. De ville noget andet. Han hedder Donald Trump – den nye sherif i Washington.