Det var ikke kun i Paris, at der var begejstring, da verdens lande sidste år blev enige om den historiske klimaaftale.
Jens Dall Bentzen fra Hørsholm i Nordsjælland var også tilfreds, da aftalen om at begrænse den globale opvarmning blev indgået for knap et år siden.
For et par år siden opfandt den danske ingeniør nemlig en ny og klimavenlig biomasseovn, der blandt andet kan omdanne folks haveaffald til fjernvarme. Noget, andre ovne ikke kan.
Og siden aftalen kom i hus, er det gået rigtig godt for Jens Dall Bentzens virksomhed, Dall Energy, forklarer han selv.
- Det skyldes for det første, at vi har fået en god drift på vores anlæg i Sønderborg, som vi har kunnet vise frem til både danske og udenlandske kunder. Men det skyldes også klimaaftalen og det generelle fokus, der er er kommet på vedvarende energi, siger han.
Masser af udenlandske henvendelser
Med aftalen blev verdens lande enige om, at klodens gennemsnitstemperatur maksimalt må stige med to grader celsius frem mod år 2100.
Hvis det skal lykkes, bliver landene nødt til at skære ned på de fossile brændsler som olie, kul og gas og i stedet fokusere på vedvarende energikilder som eksempelvis biomasse, vind og solenergi.
Ifølge Jens Dall Bentzen er det primært udlandet, der har fået øjnene op for biomasseovnen.
- Vi har fået en masse udenlandske henvendelser i det seneste år. Heriblandt fra kinesiske investorer, som er meget interesserede i at investere penge i forretningen. Derudover er der et mellemamerikansk land, der gerne vil have klimavenlig energi ind i sit elnet. Der er vi blevet valgt som leverandør, forklarer han.
Derudover har han indgået en aftale med et stort fransk energiselskab, der gerne vil videreudvikle på biomasseteknologien og bringe den videre.
- Der er også en del, der rører sig i Tyskland, så vi er meget optimistiske omkring fremtiden, siger Jens Dall Bentzen.
Forudser eksportboom
Det er noget, som glæder klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), der for tiden befinder sig til FN’s klimakonference i Marrakech i Marokko.
Et af Danmarks mål ved konferencen er netop at sætte fokus på eksporten af dansk energiteknologi. Hvis landene skal leve op til klimamålene, skal der frem mod år 2030 investeres mere end 13.500 milliarder dollars – mere end 92.000 milliarder kroner – i grønne løsninger.
Og ifølge klimaministeren er der stort fokus på danske klimaløsninger i Marrakesh.
- Når det kommer til vind, biomasse, biogas, klimarådgivning og energieffektivitet, er den danske energiindustri helt i front. Derfor forudser jeg et stort dansk eksportboom på energiområdet, siger han.
Det samme gør interesseorganisationen DI Energi. Her vurderer man i en ny analyse, at eksporten af dansk energiteknologi til USA, EU-landene, Mexico og Kina kan stige fra små 60 milliarder kroner i 2014 til et sted mellem 118 og 124 milliarder kroner i år 2030.
I Hørsholm forventer Jens Dall Bentzen, at hans virksomhed snart vil fordoble sin omsætning.
- Nu kommer vi dog godt nok fra næsten ingenting, men jeg regner bestemt med, at vi kan lave en god eksportforretning ud af teknologien, som stadig er i sin vorden. Den interesse, vi ser fra udlandet, skal absolut veksles til mere eksport og flere anlæg. Vi har fart på, men vi holder tungen lige i munden, understreger han.