Det kan godt være, at USA’s kommende præsident, republikaneren Donald Trump, har kaldt de menneskeskabte klimaforandringer for ét stort fupnummer, og at han har truet med at trække USA ud af den globale klimaaftale.
Men uanset hvad Donald Trump vælger at gøre, når han til januar rykker ind i Det Hvide Hus, så er USA allerede godt i gang med den grønne omstilling. Og selv hvis han vender klimaaftalen ryggen, så vil USA fortsat være et af de vigtigste eksportmarkeder for de danske virksomheder, der har specialiseret sig i energiteknologi.
Det er meldingen fra Troels Ranis, der er branchedirektør for Dansk Industris energiafdeling, DI Energi.
- Klimatoget kører allerede derudaf i USA, og den grønne omstilling er i gang i flere amerikanske byer og stater. Vi holder selvfølgelig øje med udviklingen i forhold til Donald Trump, men vi må have ro på, siger han og peger på, at prisen på vedvarende energiteknologier falder ”med en vanvittig hastighed”, der gør dem meget mere konkurrencedygtige.
- Og mon ikke USA også kigger på konkurrencedygtigheden i fremtiden, siger Troels Ranis.
Positive eksportudsigter
Meldingen kommer i forbindelse med FN’s klimakonference COP22, der i år bliver afholdt i Marrakech i Marokko.
I den forbindelse har den danske interesseorganisation udgivet en analyse over eksportudsigterne for dansk energiteknologi – heriblandt den grønne teknologi såsom biomasseanlæg, vindmøller og solenergianlæg.
Og det ser positivt ud, lyder vurderingen fra DI.
Hvor eksporten af energieffektive løsninger til USA, Mexico, Kina og EU-landene lå på 57,7 milliarder kroner i 2014, så forventer interesseorganisationen, at det tal stiger til mellem 118 og 124 milliarder kroner i 2030.
Det skyldes ikke mindst Paris-aftalen, hvor hovedmålet er at holde den globale temperaturstigning på under to grader celsius, der formelt set trådte i kraft i begyndelsen af måneden.
Vi skal værne om vores forspring
- Vi kan fornemme, at alle lande gør sig klar til at træde ind i den næste fase, hvor det handler om at gennemføre investeringer i energieffektive løsninger og vedvarende energi. Alle står parat, og Danmark står stærkt i det kapløb. Men konkurrencen bliver kun større, og derfor bør vi også fra dansk side fokusere vores kræfter på USA, Storbritannien og Tyskland, som er vores nøglemarkeder, siger Troels Ranis.
Der er dog forskel på de tre markeder, og derfor har Danmark brug for en eksportstrategi, der er målrettet netop de tre lande, mener DI-direktøren.
Derudover skal man fra politisk side styrke vækstlaget i industrien, så danske virksomheder ikke bliver overhalet indenom af udenlandske konkurrenter, der også er begyndt at satse målrettet på grønne løsninger.
- Hvis ikke vi får gennemført indsatsen rettidigt, så taber vi vores potentiale. Vi kan ikke længere forvente, at Danmark i ro og mag kan udvikle de løsninger, som andre efterfølgende vil købe af os, understreger Troels Ranis.