Boris Johnson får hug for sin coronahåndtering: 'Han har mistet kontrollen'

Briterne har i dag registreret det højeste antal nye smittede siden starten af maj.

- Han har mistet kontrollen med testning, og derfor mister premierministeren kontrollen over virusset.

Sådan lød ordene fra den britiske oppositionsleder, Keir Starmer, under dagens debat i det britiske underhus.

Dermed fulgte Starmer op på gårsdagens hårde kritik af regeringen, som han i går kaldte inkompetent, inden Boris Johnson også fik en tur med grovfilen.

- Han er ikke seriøs. Han er ikke god nok til sit arbejde. Når han står over for et problem, så svarer Johnson enten ved at ønske det væk eller ved at fare frem, lød det blandt andet fra Labour-lederen, som ellers tidligere under coronakrisen har holdt igen med sin kritik.

Borgfreden sluttede for alvor i går, da Keir Starmer sagde, at det var slut med at lade tvivlen kommer den konservative regering til gode :

Den seneste tid har briterne oplevet en voldsom stigning i antallet af smittede, og mandag advarede den øverste britiske sundhedsrådgiver om, at man i midten af oktober risikerer 50.000 daglige tilfælde, hvis smittespredningen fortsætter i samme tempo.

I dag tog tallene så et ekstra voldsomt nøk opad, efter at 6.178 nye smittetilfælde er blevet registreret det seneste døgn.

Den britiske regerings tal viser, at smittetallene er på det højeste niveau siden 1. maj. Det er dog værd at bemærke, at der testes mere nu end dengang:

(© coronavirus.data.gov.uk/cases)

Frygt for fyringer

Mens det i dag er præcis seks måneder siden, at Storbritannien lukkede ned, så gør premierministeren det klart, at tiden med coronarestriktioner langt fra er slut.

- Vi er nået et farligt vendepunkt. Vi må handle nu, lød det fra premierministeren, da han i går varslede, at restriktionerne kan komme til at gælde i yderligere et halvt år.

Premierministeren talte i går til nationen. Her varslede han blandt andet bøder på op til 81.000 kroner og mere politi i gaderne:

Den seneste runde af stramninger betyder blandt andet, at de engelske beværtninger fra i morgen kun må modtage bestillinger ved bordene og er tvunget til at lukke senest klokken 22.

Samtidig er manges drømme om et efterårsbryllup nok gået i vasken, da højst 15 personer fra næste uge må samles til bryllup.

Briterne skal også vænne sig til at gå mere med mundbind, mens man i udgangspunktet ikke må samles mere end seks personer.

- Det bliver ikke muligt at undgå det knusende slag, som de nye restriktioner bliver for tusinder af virksomheder, lyder det fra Carolyn Fairbairn, der er chef for brancheorganisationen Confederation of British Industry, som repræsenterer 190.000 virksomheder.

- Særligt i byområder og hotel- og restaurationsbranchen, der beskæftiger over fire millioner mennesker, siger hun ifølge The Guardian.

Efter udmeldingen om de nye stramninger er der kommet ekstra fokus på den britiske finansminister, Rishi Sunak. I næste måned udløber hans ministeriums hjemsendelsesaftale nemlig. Den har hidtil sørget for, at hjemsendte medarbejdere har haft mulighed for at modtage op til 80 procent af deres løn.

Ifølge mediet Politico er Sunak under pres fra både erhvervslivet og ministre for at diske op med yderligere statsstøtte, der skal holde hånden under den britiske økonomi.

Under dagens debat undlod Boris Johnson flere gange at svare på, om hans regering vil forlænge hjemsendelsesordningen, som udløber i næste måned.

I morgen er der lagt op til mere afklaring, når finansministeren løfter sløret for nye tiltag.

Signalforvirring

Med knap 42.000 døde er Storbritannien det land i Europa, der har oplevet flest covid-19-dødsfald. Da coronavirus spredte sig gennem kontinentet i marts, vakte landet opsigt ved at holde igen med restriktioner.

Så mens lande som Danmark lukkede blandt andet skoler og sendte offentligt ansatte hjem, kunne briterne fortsat gå i biografen, tage på bar eller deltage ved store sportsbegivenheder. Først to uger senere valgte den britiske regering at lukke samfundet ned.

Undervejs har Johnson-regeringen fået kritik for at tage for let på virusset. Eksempelvis i starten af marts, hvor Boris Johnson og sundhedsminister Matt Hancock nedtonede faren ved håndtryk. Begge pådrog sig få uger senere coronavirus.

I den seneste tid har Johnson-regeringen også fået kritik for at sende blandede signaler til briterne, hvad angår coronarestriktioner.

I dag beskyldte Keir Starmer således premierministeren for at modsige sig selv i forhold til betydningen af smitteopsporing. Den seneste tid har flere ligeledes kritiseret de forskelligartede udmeldinger.

Herunder da finansministeriet i et - siden slettet - tweet opfordrede briterne til snuppe en drink og fejre, at pubberne igen slog dørene op den 4. juli.

Politico, som har samlet en række eksempler på regeringens forskellige udmeldinger, peger ligeledes på, at regeringen i slutningen af august pressede på for at få briterne til at vende tilbage til kontorlandskaberne. Mindre end en måned senere opfordres befolkningen igen til så vidt muligt at arbejde hjemmefra.