Corona-skruen strammes i England: Selskaber over seks personer forbudt

Storbritannien oplever en markant stigning i antallet af smittede.

Den britiske regering appellerer til unge mennesker om at overholde retningslinjer for social distancering. (Foto: © Neil hall, Scanpix)

Tirsdag morgen var der et krisemøde i den britiske regering.

Her fortalte Storbritanniens toprådgivere på sundhedsområdet, at spredningen af coronavirus i landet kaldte på øjeblikkelig handling, skriver The Guardian.

Og allerede fra mandag i næste uge strammer regeringen skruen i England, hvor borgernes mulighed for at mødes bliver markant begrænset.

Alle forsamlinger af mennesker på over seks personer bliver forbudt. Det gælder både indendørs og udendørs, oplyser regeringen ifølge BBC.

De eneste undtagelser gælder husstande på over seks personer, forsamlinger i forbindelse med arbejde eller uddannelse, samt bryllupper, begravelser og organiseret sport.

I resten af Storbritannien forbliver de nuværende regler uændret.

Fra mandag vil det ikke længere være tilladt at forsamle sig i større grupper i England. (Foto: © Toby Melville, Scanpix)

Siden søndag har antallet af nye daglige smittetilfælde i Storbritannien ligget over 2.400.

Det vækker bekymring, at smittetallene stiger igen, netop som vejret bliver koldere, og folk rykker indendørs.

Se den britiske regerings egen graf over nye smittetilfælde i Storbritannien:

Hård kritik

Premierminister Boris Johnson vil senere i dag holde et pressemøde. Her ventes han at forklare, at de nye regler bliver lettere at forstå for borgerne - og lettere at håndhæve for politiet.

Politifolk efterspurgte i sidste uge enklere regler for social distancering under et møde med Boris Johnson.

Premierministeren har fået hård kritik for sin håndtering af coronavirus. I går måtte regeringen undskylde, at man i øjeblikket ikke kan teste alle, som ønsker det.

Indrømmelsen fik oppositionens leder, Keir Starmer fra partiet Labour, til at sige, at testindsatsen var "på kanten af kollaps".

"Folk slapper af"

De britiske sundhedsmyndigheder og ministre påpeger, at den største stigning i nye smittetilfælde sker i aldersgruppen 17 til 29 år.

Sundhedsminister Matt Hancock har i den forbindelse peget på, at selvom unge sjældent dør af covid-19, så kæmper mange med træthed, muskelsmerter og vejrtrækningsproblemer, efter at de er raskmeldt.

I tillæg til de nye regler om sociale forsamlinger vil regeringen lave en kampagne, som skal minde borgerne om de gængse corona-forholdsregler.

Den engelske by Bolton er hårdt ramt af coronavirus i øjeblikket. (Foto: © Phil noble, Scanpix)

- Folk har slappet for meget af. Nu er tiden kommet til, at vi må genstarte og indse, at dette er en fortsat trussel mod os, siger professor Jonathan Van Tam, som er blandt regeringens toprådgivere på sundhedsområdet.

Flere steder i Storbritannien oplever man i øjeblikket større lokale udbrud af coronavirus, som har tvunget myndighederne til at gribe ind.

Det nordlige England omkring byerne Bolton og Manchester er i øjeblikket hårdest ramt. Her har man flere steder allerede indført en række af de restriktioner, som fra mandag kommer til at gælde i hele England.

Opdateret 13/9 2020: En tidligere version af artiklen henviste til en undersøgelse fra Englands smittesporingsenhed, som havde afdækket, at den største risiko for at blive smittet findes i private hjem. Efter en læserhenvendelse er vi dog blevet opmærksomme på, at denne oplysning er fjernet fra den BBC-artikel, som oplysningen stammede fra. Den er derfor også fjernet fra denne artikel.