Australien vil sende bådflygtninge videre til USA

Især kvinder og børn fra Australiens asyllejre i østaterne Nauru og Papua Ny Guinea skal tilbydes genbosættelse i USA.

For en uge siden blev der demonstreret for en mere human behandling af asylansøgere, som sendes fra Australien til lejre i Nauru og Papua Ny Guinea. Nu skal nogle af flygtningene sendes til USA / AFP PHOTO / PETER PARKS (Foto: © Peter PARKS, Scanpix)

USA har sagt ja til at modtage bådflygtninge, som på Australiens regning opholder sig i udskældte asyllejre i østaterne Nauru og Papua Ny Guinea.

Det siger Australiens premierminister ifølge nyhedsbureauet AP.

- Vi har en meget lang tradition for at samarbejde med USA om anliggender af denne slags, hvor vi forfølger vores gensidige og respektive mål på det humanitære område, siger premierminister Malcolm Turnbull på et pressemøde.

Danske politikere blev nægtet indrejse

Australien har siden sommeren 2013 afvist at tage imod asylansøgere, der ankommer til landet med båd.

I stedet er asylansøgerne blevet sendt til ølejrene, hvor de ifølge menneskerettighedsorganisationer lever under kritisable forhold og uden vished om deres fremtid.

Ølejrene har også fået opmærksomhed i Danmark, da politikerne på Christiansborg har diskuteret muligheden for at indføre en lignende model.

Tidligere på året var der derfor arrangeret en inspirationstur til Nauru, men besøget på øen blev aflyst, da integrationsordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), integrationsordfører Naser Khader (K) og gruppeformand Jacob Mark (SF) blev nægtet adgang til den lille østat. Angiveligt skyldtes nægtelsen af adgangen til de to røde politikere, at de forinden havde udtalt sig stærkt kritisk om flygtningelejren og flygtningenes forhold på øen.

Politikere fra den danske delegation, der ikke havde udtalt sig kritisk om ølejrene forinden, måtte gerne rejse ind, men de valgte at aflyse besøget i solidaritet med deres afviste kolleger.

Skærpelsen af den australske asylpolitik har haft følgeskab af en tv-kampagne, hvor bådflygtninge får at vide, at det aldrig vil lykkes dem at gøre Australien til deres hjem. Artiklen fortsætter under billedet. (© DR Nyheder)

Kerry: USA vil tage ansvar

Den afgående amerikanske udenrigsminister, John Kerry, bekræfter, at USA er gået med til at vurdere overførelser af asylansøgere fra de australske lejre.

- Vi vil arbejde på at beskytte sårbare flygtninge rundt omkring i verden, og vi vil dele ansvaret med vores venner i de regioner, der er mest påvirkede af denne udfordring, siger John Kerry under et besøg i New Zealand.

Embedsmænd fra de amerikanske myndigheder ventes i den kommende uge at besøge Australien med henblik på at få afgjort, hvilke asylansøgere der skal tilbydes ophold i USA.

Ikke et fremadrettet tilbud

Ifølge premierminister Malcolm Turnbull vil de mest sårbare, herunder kvinder, børn og familier, have førsteprioritet.

Han afviser at sætte tal på, hvor mange asylansøgere der bliver omfattet af aftalen. Samtidig understreger han, at det kun er personer, der allerede er ankommet, og som får status som flygtninge, som kan blive sendt til USA.

- Vi forventer, at menneskesmuglere vil forsøge at bruge denne aftale som en markedsføringsmulighed til at friste sårbare mennesker til at begive sig ud på disse farefulde rejser til søs, siger premierministeren og tilføjer, at der er etableret omfattende overvågning af havet rundt om Australien og indsat en større flåde end nogensinde tidligere.

De asylansøgere, der afviser at tage til USA, kan ifølge immigrationsminister Peter Dutton få visum til at opholde sig 20 år i Nauru eller blive genbosat i Papua Ny Guinea eller Cambodja.

Hvad siger Trump til det?

USA's nyvalgte præsident, Donald Trump, har under sin valgkamp varslet en hård linje mod især muslimske indvandrere og flygtninge.

Malcolm Turnbull vil ikke fortælle, om han diskuterede genbosættelsesaftalen med Donald Trump, da de to talte i telefon sammen torsdag.

- Vi beskæftiger os med én regering ad gangen, og der er kun en amerikansk præsident ad gangen, siger premierministeren.

Premierminister Malcolm Turnbull (th.) og immigrationsminister Peter Dutton (tv.) besøger i dag de australske myndigheders kommandocentral for grænsekontrol i Canberra, Australien. (Foto: © STRINGER, Scanpix)