- Frihed! lød et af slagordene, da syriske aktivister gik på gaden for præcis seks år siden.
Ingen af dem havde dengang troet, at demonstrationerne ville ende med seks års borgerkrig, halvdelen af befolkningen fordrevet fra deres hjem og over 400.000 dræbte.
- Vi er blevet brikker i et skakspil spillet af alle mulige lande, og hvor alle er parate til at ofre os, sagde en oprører til mig allerede tilbage i 2013.
Siden har jeg hørt variationer af samme metafor både i trøstesløse flygtningelejre, blandt præsident Bashar al-Assads støtter og blandt Syriens millioner af internt fordrevne.
Et brutalt spil
Konflikten i Syrien er for længst blevet et spil om magten i Mellemøsten - et spil, hvor dem, der spiller mest brutalt, har klaret sig bedst. Om det så er præsident Assad med hans tøndebomber og tortur eller de al-Qaeda-relaterede grupper med deres selvmordsbomber og bortførelser. De moderate aktivister er mere eller mindre sat uden for indflydelse.
Fra begyndelsen dengang i 2011 var Syrien en anden konflikt end oprørene i Tunesien og Egypten, hvor landets præsidenter hurtigt blev væltet.
Syrien ligger strategisk centralt i Mellemøsten, hvilket giver muligheder for både vigtige militære alliancer, givtige olie- og gasledninger og adgang til Middelhavet. Og så er præsident Assad allieret med et land, mange arabiske lande ser som den største trussel i Mellemøsten: Iran.
- Det er en forbrydelse sat i gang af USA og det zionistiske styre, Israel, sagde Irans religiøse leder Ali Khamenei allerede i 2012 om oprøret og sendte både penge og militærrådgivere til sin allierede i Damaskus.
Pengene strømmede ind
Iran havde ingen intentioner om at miste landets gode allierede i Syrien, mens Irans fjender i golflandene så en historisk chance for at få mindsket iransk indflydelse i Syrien. Lande som Saudi-Arabien og Qatar sendte millioner af dollar til oprørsgrupper, mens Tyrkiet lod oprørerne bruge den tyrkiske grænse, som de lystede.
Samtidig sendte konservative rigmænd i golflandene pengene direkte til de grupper, de mente kunne kæmpe bedst: Ekstremisterne.
En anden garvet skakspiller i mellemøstlig politik, USA, satsede på samme side af brættet som golflandene. Præsident Barack Obama støttede oprørerne og talte om røde streger, der ikke måtte overtrædes i Syrien. Men støtten var tøvende fra amerikansk side, da Obama hverken ønskede at sende amerikanske landtropper til Syrien og samtidig frygtede, at tunge våben som missiler mod fly kunne falde i ekstremisternes hænder, hvis amerikanerne sendte den slags våben ind i Syrien i stor stil.
Assad stærkere end længe
Imens mistede de syriske aktivister troen på vestlig støtte, som det blev udstillet på en lækket båndoptagelse, hvor den daværende amerikanske udenrigsminister, John Kerry, spørger en aktivist, hvem i alverden, der skulle komme og vælte Assad.
- For tre år siden, ville jeg have sagt: Jer. Lige nu, så ved jeg det ikke, svarede den syriske aktivist.
Efter seks års borgerkrig står præsident Assad og hans allierede stærkere end længe. Oprøret er mange steder overtaget af ekstremister, og fredsforhandlingerne kommer ingen vegne.
Skakspillerne bestemmer
Måske kunne mange af blodsudgydelserne have været undgået. Hvis oprøret var forblevet fredeligt. Hvis Assad var gået af og havde udskrevet frie valg overvåget af FN. Hvis resten af regionen havde valgt ikke at udkæmpe deres magtkampe på syrisk jord.
Men de muligheder er forpasset. I dag er det reelt kun dem, der styrer brikkerne, der kan afslutte det blodige spil.
En fredsløsning i Syrien ser ikke ud til at blive besluttet af syrerne selv, men af Tyrkiet, Iran, Rusland og golflandene. En af de løsninger, som er blevet diskuteret, handler om at præsident Assad fortsætter med at kontrollere det meste af landet, mens forskellige oprørsgrupper så kan kontrollere deres områder i det nordlige Syrien. Altså en reel opdeling af landet.
Det er ikke en løsning, jeg har hørt mange syrere efterspørge, eller som ret mange tror, vil skabe varig fred.
Men måske er det det eneste, skakspillerne kan blive enige om.