Der findes to historier om Marine Le Pen. Hendes favorithistorie: At hun er kvinden, der overtog sin fars parti og skabte de bedste valgresultater i Front Nationals historie.
Hendes hadehistorie: At hun er kvinden, der tabte stort til Emmanuel Macron ved præsidentvalget sidste år og lige siden har kæmpet med et parti i identitetskrise.
Begge historier om Marine Le Pen er rigtige. Men i denne weekend vil den 49-årige formand for Front National indlede en helt ny historie. Den ukronede dronning af Europas højrefløj vil begynde sin nye fortælling med et politisk parti, der ikke længere hedder Front National.
Navneforandringen har der været rygter og spekulationer om længe – lige siden valgnederlaget i 2017, faktisk – men søndag eftermiddag på partiets store kongres i den nordfranske by Lille offentliggør Marine Le Pen det så endelig; det nye navn på Front National, partiet, som hendes far grundlagde for 45 år siden.
Med vanlig sans for de helt store formuleringer kalder fransk presse handlingen for ”fadermordet”.
Exit Papa
Forholdet mellem far og datter har været kuldsejlet i årevis. Marine Le Pen har ekskluderet sin far fra partiet, mens 89-årige Jean-Marie Le Pen til gengæld har fået rettens ord for, at han fortsat må kalde sig ”ærespræsident” for Front National.
Efter denne weekends partinavneskifte vil den kontroversielle Jean-Marie Le Pen – der blandt meget andet har kaldt nazisternes gaskamre for ”en parentes i historien om Anden Verdenskrig” – således være ærespræsident for et ikke-eksisterende parti.
Et om ikke fadermord, så faderopgør, der er roman værdig. Eller en psykoanalyse værdig, hvis man har den slags tilbøjeligheder.
Det nye Front National får dog ikke sin navneattest udstedt med det samme. Marine Le Pen har meddelt, at alle partimedlemmer efter kongressen skal stemme om det nye navn; selv kalder hun processen for ”demokratisk”, men hendes kritikere kalder det ”svaghedstegn”, at partiformanden ikke påtager sig det fulde ansvar for navneforandringen.
Familiefejde og tumultarisk navngivningsfest til trods; det skal være slut med ”Front National”, som Marine Le Pens berømte og berygtede far grundlagde i 1972; fortiden skal være fortid, fremtiden skal være sejrrig, mener Madame Le Pen, der stadig har blikket rettet mod Elyséepalæet og regeringsmagen:
- Front National er blevet voksent, det har ændret karakter. Partiet har udviklet sig fra i sin ungdom at være et protestparti til at blive et oppositionsparti for nu at blive et regeringsparti. At ændre partiets navn er en måde at slå dét fast på.
Men en navneforandring er og forbliver symbolpolitik. Det skal anderledes krasse midler i brug for at ændre på det faktum, at Marine Le Pen og hendes meningsmålinger er i frit fald. Måske også midler, der er mere krasse, end partiformanden vil være med til.
Presset fra alle sider
På weekendens partikongres i Lille genopstiller Marine Le Pen som partiformand. Og dét bliver et valg, hun vinder, eftersom hun er den eneste kandidat til posten.
Men burde hun trække sig?
Meningsmålingerne er dyster læsning for de franske højrefløjsvælgere. En ny måling fra Kantar Sofres-OnePoint viser, at Marine Le Pen det seneste år har tabt terræn på samtlige parametre, lige fra troværdighed og handlekraft til evnen til skabe nye politiske idéer og evnen til at samle vælgerne.
Mareridtsåret begyndte ikke med valgnederlaget i maj, men allerede midt under valgkampen, hvor Marine Le Pen på direkte tv faldt igennem i en for hende katastrofal duel med rivalen Emmanuel Macron. Siden har formanden og partiet måttet inkassere en lang række lussinger:
Et sløjt parlamentsvalg, hvor Front National ikke fik nok pladser til at indfri ambitionen om at kunne skabe sin egen gruppe i parlamentet. En spektakulær faneflugt, hvor både Marine Le Pens betroede rådgiver, EU-kritikeren Florian Philippot, og hendes i partiet så populære niece, den værdikonservative Marion Maréchal-Le Pen, har forladt Front National. Anklager om misbrug af EU-midler i millionklassen. Endnu et offentligt opgør med Papa Le Pen. Men måske vigtigst og værst af alt:
Marine Le Pen ikke har formået at indtage rollen som oppositionsleder over for præsident Emmanuel Macron. Rollen som populistisk systemkritiker er det lykkes venstrefløjsikonet Jean-Luc Mélenchon at erobre, mens Republikanernes nye partiformand, Laurent Wauquiez, har rykket de politiske grænser et godt stykke mod højre for at lokke Front Nationals vælgere ombord.
Politisk peptalk
Så, spørgsmålet er igen: Burde hun trække sig? Burde Marine Le Pen give tøjlerne til en, der med mere sikker hånd kan føre Front National ind i fremtiden? Hendes far og 55 procent af franskmændene mener klart ”oui”.
Anderledes forsigtig er kritikken inden for partiets egne rækker, hvor der stadig er opbakning at spore til Marine Le Pen – dog ikke mindst set i lyset af at det topstyrede parti er i totalt mangel på kronprinser og kronprinsesser, der kan overtage magten.
Tilbage står så Marine Le Pen og insisterer på, at ”man” (læs: det politiske establishment og medierne) mange gange gennem årene har dømt Front National ude; hun gentager sin egen succeshistorie om knap 11 millioner stemmer ved præsidentvalget i 2017; hun minder vælgerne om det friske italienske valgresultat, hvor netop protestpartierne – blandt andet det indvandringskritiske Lega – har triumferet. Hun fastslår, at årets partikongres er ”en ny begyndelse”.
Og ikke mindst har hun inviteret en ganske særlig peptalker på scenen i Lille i Nordfrankrig: Steve Bannon, tidligere chefstrateg for USA’s præsident, Donald Trump, og en værdipolitisk kriger som af amerikanske analytikere bliver udpeget som manden, der reelt fik Donald Trump anbragt i Det Hvide Hus.
- I er en del af en verdensomspændende bevægelse, der er større end Frankrig, større end Italien, erklærede Bannon lørdag eftermiddag ved Front Nationals partikongres.
- Lad dem kalde jer racister, lad dem kalde jer fremmedhadere… bær kritikken som et adelsmærke… Hver dag bliver VI stærkere, og DE bliver svagere, erklærede Bannon på amerikansk, mens en simultantolk i tordentempo fik oversat budskabet til fransk for de 1.500 jublende tilhørere i salen.
Og dét er netop Marine Le Pens budskab: Front National og hele den højrenationale bevægelse i Europa bliver stærkere herfra. Spørgsmålet er bare, om hun også selv bliver det. Der er tre år til næste partikongres. Fire år til næste præsidentvalg. Et regnestykke, der giver et vindue på ét år for en eventuel ny partiformand at blive klar til at kæmpe om præsidentposten og Elyséepalæet. Der er dem i salen i Lille, der håber, at niecen Marion Maréchal-Le Pen vil tale ved partikongressen om tre år i stedet for sin moster, Marine Le Pen.
Men det er et regnestykke, som partiformanden nægter at lave. Ganske vist lægger Marine Le Pen afstand til sin far. Men hans stædighed kan hun ikke løbe fra, at hun har arvet – sammen med hans parti, der nu genopstår i nye klæder.