Mangen en franskmand fik aftenkaffen galt i halsen, da Front Nationals kronprinsesse sent tirsdag meddelte, at hun forlader partiet af "personlige og politiske årsager".
Marion Marécal-Le Pen er medlem af det franske parlament for Front National og har i årevis været kendt som højrefløjspartiets arvtager.
Hun er barnebarn af partistifteren Jean-Marie Le Pen og niece til præsidentkandidat Marine Le Pen, og dermed yngste generation i et politisk dynasti, der i årtier har kæmpet med sine egne politiske familiefejder.
Nyheden vækker da også vrede hos den 88-årige Jean-Marie Le Pen, som sent i aftes på fransk radio kaldte 27-årige Marion Maréchal-Le Pen for en "desertør".
Samtidig diskuterer franske kommentatorer nu, om endnu en ulmende politisk magtkamp er ved at bryde ud i flammer hos Front National.
Uenig dronning og kronprinsesse
Efter partiets nederlag ved præsidentvalget i søndags har flere - både i Front Nationals egne rækker og blandt Frankrigs politiske kommentatorer - pointeret, at 27-årige Marion Maréchal-Le Pen muligvis ville være en stærkere frontfigur for partiet de kommende år frem mod næste præsidentvalg, end hendes moster, den 48-årige Marine Le Pen.
Derfor bliver nyheden om Marion Maréchal-Le Pens exit da også ledsaget af breaking news-klokker i Frankrig, mens spekulationerne svirrer med fornyet styrke.
De politiske uenigheder mellem niece og moster - kronprinsesse og dronning - er blevet meget tydelige gennem de seneste år. Hvor Marine Le Pen forsøger at trække Front National længere ind mod den politiske midte, blandt ande med sin velfærdspolitik, står Marion Marécal-Le Pen for en langt mere højreorienteret linje, blandt andet på værdipolitikken, hvor den unge Le Pen eksempelvis er modstander af abort og ægteskaber mellem homoseksuelle.
27-årige Marion Maréchal-Le Pen forklarer om sin exit i et brev til sine vælgere, at hun gerne vil tilbringe mere tid med sin datter og tilbringe nogle år på arbejdsmarkedet, da hun mener, at "tiden er løbet fra politikere, der ikke er i kontakt med virkeligheden". Men samtidig understreger Marion Maréchal-Le Pen, at hendes farvel til fransk politik ikke er "definitivt".
Spørgsmålet, som man derfor stiller sig i Frankrig nu er: Vil Marion Maréchal-Le Pen skabe sit eget parti? Et politisk alternativ til højre for Front National? Svaret falder næppe foreløbig, men også på den korte bane er kronprinsessens abdikation problematisk for Front National: Marion Maréchal-Le Pen var nemlig et af partiets stærkeste kort i den kommende valgkamp om magten i det franske parlament.