Det er dagen derpå i Frankrig, efter de to tilbageværende præsidentkandidater i en ophedet debat onsdag aften forsøgte at blotlægge hinandens svagheder og at fremstille sig selv som det bedste valg for franskmændene.
Siden er kritikken haglet ned over kandidaterne - favoritten Emmanuel Macron og den garvede partileder fra Front National, Marine Le Pen.
Sidstnævnte er især blevet kritiseret for at være for aggressiv og for at angribe sin modstander personligt, men der har også været udbredt skuffelse over Emmanuel Macrons debatstil på blandt andet de sociale medier.
Blandt kritikerne er Marine Le Pens egen far, Jean-Marie Le Pen.
Han siger til den franske tv-station BFM TV, at første del af debatten var "temmelig kedelig" og sandsynligvis også uforståelig for det store flertal af seerne.
- Det var måske en fordel for Emmanuel Macron, men det var det ikke for Le Pen, der ikke havde højt nok niveau, siger han.
Hvis jeg var boksedommer...
Jean-Marie Le Pen har stiftet det parti, som hans datter siden 2011 har stået i spidsen for.
I 2015 blev faderen smidt på porten, efter han blandt andet havde betegnet nazisternes gaskamre som "en detalje" i historien om Anden Verdenskrig.
Udsmidningen af Jean-Marie Le Pen nåede forbi en domstol, og tvisten blev i det store og hele udspillet i fuld offentlighed.
Marine Le Pen udsendte blandt andet en pressemeddelelse, hvor hun fordømte sin fars provokationer og slog fast, at hendes far tilsyneladende befandt sig et sted "den brændte jords strategi og politisk selvmord."
I dag lyder der ikke megen opbakning fra Marine Le Pens faderlige ophav efter tv-debatten, der er den første og eneste direkte debat mellem de to kandidater.
- Hvis jeg var boksedommer, så ville jeg sige, at den var uafgjort, lyder hans dom.
Marine Le Pen stillede også op til det seneste præsidentvalg i 2012, men der røg hun ud i første valgrunde.
Denne gang er det kun den 39-årige Emmanuel Macron, der kan spænde ben for hende på vejen til præsidentposten.