ANALYSE Her går det godt - EU er videre efter Brexit-bruddet

De 27 lande, der bliver i EU, vil udnytte, at Storbritannien ikke længere kan være stopklods.

Den røde løber bliver støvsuget i EU's hovedkvarter i Bruxelles. (Foto: © Francois Lenoir, Scanpix)

Invitationen på statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) bord i Statsministeriet gør ikke noget for at skjule, at der er tale om en indbydelse til et møde i en flok, som alle har det til fælles, at her går det godt.

Indbydelsen er i og for sig skrevet på diplomatsprog af formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk.

Men selv de mere diplomatiske vendinger kan ikke skjule, at det er en veltilfreds EU-formand, som har inviteret EU's stats- og regeringschefer til topmøde i Bruxelles i dag.

- Man kan roligt sige, at vi mødes i en anden politisk kontekst, end da vi mødtes for nogle måneder siden, og anti-EU kræfterne var voksende… Nu er de politiske partier, som har bygget deres styrke på anti-EU følelser, ved at blive mindre, skriver Donald Tusk i sin invitation til stats- og regeringscheferne for de 28 EU-lande.

Nederlag til Wilders og May

Valget i Holland endte på en måde, så den stærkt EU-kritiske Geert Wilders Frihedsparti næppe får nogen indflydelse på nederlandsk EU-politik fremover.

Efter søndagens valg står Frankrigs EU-positive præsident, Emmanuel Macron, nu også med et politisk flertal i det franske parlament, Nationalforsamlingen.

Og samtidig har EU-landene noteret, hvordan den britiske premierminister, Theresa May, mistede sit flertal i det britiske underhus ved et valg, hvor hun ellers havde bedt vælgerne om at styrke hendes mandat, så hun kunne sidde med en stærk hånd, når hun skal forhandle Storbritannien ud af EU.

Overstået kapitel

Forhandlingerne om skilsmissen mellem EU og Storbritannien begyndte i mandags, og der venter lange forhandlinger forude.

Men ser man på Donald Tusks topmøde-invitation, så giver den nærmest indtryk af, at Brexit er et overstået kapitel for EU-landene. Ved topmødet vil premierminister Theresa May orientere de øvrige EU-ledere om resultatet af det britiske valg, og EU-lederne vil holde et møde uden Theresa May, hvor EU's Brexit-forhandler, Michel Barnier, vil orientere om, hvordan det gik ved det første forhandlingsmøde.

Så på den måde er Brexit-dimensionen af EU-topmødet vigtig. Men samtidig er det sigende for, hvordan EU-landene for længst har accepteret Brexit som en realitet, at det Brexit-emne, som kommer til at tage mest tid, bliver starten på et internt slagsmål om, hvor to EU-agenturer skal flyttes hen, når de skal flyttes fra London på grund af Brexit.

I dag ligger både den europæiske banktilsynsmyndighed og EU's medicinalagentur i London. Begge skal flyttes, og flere end 20 EU-lande har meldt sig på banen og sagt, at de gerne vil være hjemsted for et af agenturerne. Diskussionen om flytningen af de to EU-agenturer er dømt til at blive et klassisk EU-slagsmål. Men derudover viser EU-dagsordenen, at de 27 tilbageværende EU-lande allerede nu ser ud til at være kommet sig over Storbritanniens kommende farvel til EU.

Styrket forsvarssamarbejde

Topmødet begynder med en drøftelse af forskellige forslag til en styrkelse af EU's forsvarssamarbejde - blandt andet etableringen af en egentlig militær kommandostruktur i EU. Det er noget, især Storbritannien har været modstander af.

Men nu er briterne på vej ud, og så giver det ikke nogen mening for Theresa May at fortsætte protesterne. Og da et øget forsvarssamarbejde er et stort ønske for Frankrigs nye præsident, så vil torsdagens topmøde blive stedet, hvor der bliver sat mere skub i EU-landenes militære samarbejde.

Der er dels frygten for, at USA bliver mere protektionistisk og vil begynde at holde europæiske varer ude af det amerikanske marked. Samtidig er der de problemer, som europæiske virksomheder og arbejdspladser oplever, når Kina for eksempel dumper stål på det europæiske marked. Når store aktører som Kina og USA optræder mere aggressivt end tidligere på handelsområdet, så skal EU have et svar, og det vil EU-landene drøfte ved topmødet.

Skilsmisse dominerer ikke

Og så vil EU-lederne fredag diskutere flygtningekrisen og hvilke yderligere tiltag, der kan tages, for at stoppe flygtningestrømmen, som nu oftest går mod Italien. 1.900 personer er døde på havet i år. Antallet af illegale – frem for alt økonomiske – migranter, som ankommer til Italien, er vokset med 26 procent. De tal skal ændres. EU-lederne skal diskutere hvordan.

De kan dog også notere, at der er sket fremskridt i forhold til at bekæmpe menneskesmuglerne. 100 menneskesmuglere er blevet anholdt, og den libyske kystbevogtning har beslaglagt og ødelagt 400 skibe, som skulle være brugt til at smugle migranter.

Hverdagens EU-udfordringer kommer til at dominere EU-topmødet, mens skilsmissen mellem EU og Storbritannien lige nu blot et punkt på dagsordenen og ikke et emne, som kommer til at dominere på en sådan måde, at EU ikke kan fokusere på andet.

Lige nu optræder EU som en partner, der er kommet sig over chokket og nu er på vej videre efter beskeden om bruddet.