Der var ro på og tro på, at forholdet mellem Europa og USA var på vej tilbage til det ”normale” i dagene op den amerikanske præsident, Donald Trumps, besøg i Bruxelles.
Diplomater på begge sider af Atlanten havde brugt uger på at forberede Trumps besøg hos både EU og NATO. Og når højstående diplomater hos både EU og NATO forud for besøget briefede journalister om forventninger og forberedelser, så var budskabet det samme hos begge institutioner. Tiden er forbi, hvor Trump kalder NATO ”forældet” og spørger EU-formanden, hvilket land som bliver det næste der forlader EU.
Hos NATO var der en klar forhåbning om, at man nu kunne få Donald Trump til – med egne ord – at bekræfte det, som er hele kernen i NATO-samarbejdet. Nemlig at et angreb på ét NATO-land, er et angreb på alle medlemslande.
Og i EU var der forhåbninger om i hvert tilfælde at få den amerikanske præsident med på, at det multilaterale handelssystem, WTO, skal bruges til at sikre fair fri handel. Der var også drømme om en vis fleksibilitet fra USA, når det gælder den globale klimaaftale og måske en vis harmoni i synet på Rusland, når det gælder sanktioner som følge af den russiske annektering af Krim.
Måbende ledere stod tilbage
Men da Airforce One torsdag aften lettede fra militærlufthavnen i Bruxelles med kurs mod G7-topmødet på Sicilien, så stod en række måbende europæiske politiske ledere og topdiplomater tilbage i Bruxelles.
Hvad var der egentlig sket – og hvad var gået galt?
Konklusionen var ret klar. På flere områder havde Trump valgt at følge en anden linje end den, der var blevet lagt i de mange forberedende møder. Eller sagt med andre ord: Ingen kan gennemskue præcis, hvad den amerikanske politik er – hverken overfor EU eller NATO. For udmeldingerne fra Det Hvide Hus, fra State Department, Pentagon og Handelsministeriet er ikke enslydende – og på nogle områder er de sågar modstridende.
EU er kommet bedst fra Brexit-skilsmisse
Efter et usikkert forår med frygt for valgresultaterne i Holland og Frankrig, så bugner EU-samarbejdet for øjeblikket af selvtillid. Det kunne senest ses i dag, da EU-formand Donald Tusk ankom til G7-topmødet i Italien: ”Brexit var et incident (altså en enkeltstående begivenhed) – ikke en tendens,” sagde Donald Tusk forud for mødet.
Siden den britiske folkeafstemning om Storbritanniens exit fra EU, har de tilbageværende 27 EU-lande overrasket London og den britiske regering ved at vise både enighed og fokus. Afstemnings-resultatet kom som en overraskelse og den britiske regering var fuldstændig uforberedt på resultatet. I modsætning til EU som tre uger før Brexit-afstemningen var færdig med en plan for, hvordan EU ville agere, hvis Brexit blev en realitet.
Den grundige forberedelse i Bruxelles – kombineret med den totale overraskelse i London og et efterfølgende regeringsskifte – betød, at det frem til i dag er EU, som har sat hele dagsordenen for Brexit-forhandlingerne.
Op til folkeafstemningen – og blandt Brexit tilhængerne – var der en forventning om, at Storbritannien er så stor og så vigtig en partner for EU, at EU-landene ville vente på et udspil fra Storbritannien, når de fremtidige forbindelser mellem EU og briterne skulle fastlægges.
Det skete ikke.
Hvis man sammenligner skilsmissen mellem EU og Storbritannien med en skilsmisse i et almindeligt parforhold, så er EU den partner, som for længst er kommet videre og har lagt skilsmissen bag sig. Mens Storbritannien stadig forsøger at finde ud af, hvilket ben man skal stå på i det forestående brud.
Trump og slemme, slemme Tyskland
Det tyske ugemagasin Der Spiegel kunne fra Trumps møde i Bruxelles rapportere, at Trump havde karakteriseret den tyske bilindustri som ”slem”, fordi de sælger millioner af biler til USA. ”Det vil vi gøre noget ved” skal den amerikanske præsident have sagt.
Trumps America First politik og den amerikanske administrations manglende udtalte opbakning til det internationale handelssystem under WTO er en af de ting, som vækker bekymring. Ikke kun blandt EU-landene, men også andre steder – f.eks. blandt lederne i de såkaldte G7-lande og i andre lande som f.eks. Kina.
Vil USA fortsat acceptere og respektere internationale handelsregler og aftaler, når Donald Trump skal beskytte amerikanske arbejdspladser? Eller er USA i virkeligheden på vej til at melde sig ud af det globale handelssystem, som USA gennem årtier har været med til at opbygge?
Et andet internationalt samarbejde, hvor det også kniber med at få den amerikanske regering under Trump til at fortsætte tidligere amerikanske regeringers opbakning, er klima-samarbejdet.
Får Trump en Brexit-behandling?
Præcis som med Brexit, så har EU-landene på en række områder forberedt sig på, hvad der skal ske, hvis Donald Trumps USA vælger en anden kurs, når det gælder kerne-områder som frihandel, klima, forsvar, kampen mod terror og forholdet til Rusland.
For både EU og NATO var møderne i Bruxelles torsdag en massiv indsats for at holde USA og Donald Trump ombord i forhold til de mange ting som gennem årtier har bundet USA sammen med EU og NATO.
Men med de meget direkte – grænsende til brutale udmeldinger fra Trump – både under besøget hos EU og NATO, så melder sig spørgsmålet, hvordan de to institutioner vil reagere, hvis USA faktisk ender med at skifte kurs meget markant.
Når det gælder EU-samarbejdet, så kan man se, at EU – som i tilfældet med Brexit – allerede er forberedt på en fremtid, hvor USA ganske enkelt kan vise sig at være en mindre tæt partner end tidligere.
EU-landene holder fokus på fri og fair handel. Omfattende nye handelsaftaler med Japan og Indien er tæt på at blive vedtaget. Handelsaftalen med Canada er i hus. EU opbakningen til verdensfrihandelsorganisationen og det internationale handelssystem indenfor WTO er total. Og EU er indstillet på at køre videre – uanset hvilken kurs USA måtte vælge når det gælder fremtiden for handel.
Amerikansk protektionisme vil ikke blive mødt med forståelse – det vil blive mødt med modreaktioner og konsekvenser. EU vil forsvare egne nationale interesser. Klima-aftalen vil også blive fortsat – uanset hvilken kurs USA vælger. Sanktionerne mod Rusland vil formentlig også blive fortsat – om end EU-enigheden her er mindre.
NATO fortabt uden USA
Når det gælder NATO og Donald Trumps meget klare krav om, at NATO-landene skal bruge flere penge på forsvar, så er der ingen tvivl om, at NATO i bund og grund ikke har den store berettigelse uden USA.
Det er også tydeligt, at de europæiske lande har forstået det amerikanske budskab om flere investeringer i forsvarsområdet. Men også her er europæerne mindre USA-fikserede end tidligere. Med Storbritannien på vej ud af EU, så er den største modstander mod en udbygning af det europæiske forsvarssamarbejde ved at forsvinde. Og det er EU-landene allerede ved at udnytte. Specielt når det gælder indkøb af forsvarsmateriel, så er EU-landene på vej til at samle sig omkring europæiske investeringer og indkøb.
Selv om det stadig er tidligt og det er et nyt-samarbejdsområde for EU-landene, så kan Trumps udmeldinger hos EU og NATO sagtens ende med at få den effekt, at det i virkeligheden betyder ny kraft til et udbygget europæisk forsvarssamarbejde. Og frem for alt et europæisk samarbejde om produktion og indkøb af forsvarsmateriel.
Det er med andre ord langt fra sikkert, at europæerne – når de efter Trumps ønske – skal investere mere i forsvaret, også ender med at købe amerikanske produkter.
Frankrig har valgt en præsident som i sin valgkamp argumenterede for at europæerne skal købe europæisk. Og et øget europæisk ansvar for det europæiske forsvar kan meget vel starte med, at europæerne satser mere på europæisk produktion af forsvarsmateriel.
Fælles for Storbritannien og USA er, at de begge lige nu står overfor europæiske lande som ikke nødvendigvis vil følge dem, når de skifter politisk kurs. Signalerne fra torsdagens møder i Bruxelles viste tydeligt, at europæerne i høj grad holder fast i deres kurs – selv om amerikanerne er ved at skifte kurs. En udvikling, som kan få stor betydning på begge sider af Atlanten de kommende år.