"Frihed", stod der med kæmpe bogstaver på forsiden af den britiske tabloidavis The Daily Mail, da premierminister Theresa Mays regering i marts sidste år officielt meddelte EU, at briterne ønskede at forlade unionen.
Der var gået ni måneder efter afstemningen den 23. juni 2016, og avisen havde som mange andre længe advokeret for, at nu måtte regeringen og det britiske samfund komme i gang med at indfri briternes ønske:
Tage kontrol over penge, få lovgivning tilbage til øerne og sige farvel til Bruxelles’ ulidelige bureaukrater og udemokratiske institutioner.
Endelig frie efter mere end 40 års ægteskab med det fodslæbende fransk/tysk-dominerede EU.
I dag, hvor der er lige godt ni måneder til, at Storbritannien formelt set træder ud af EU, er man imidlertid ikke nået så meget længere.
Uvist, hvad briterne har stemt ja til
Der forhandles løbende med EU. Men i virkeligheden foregår der en ligeså voldsom intern forhandling i den britiske regering.
For både regeringen og resten af det britiske samfund kæmper stadig med at definere, hvad det egentlig er, briterne gerne vil forlade.
EU, ja - men hvad betyder det egentlig? Det er et spørgsmål, som stadig ingen i Storbritannien har givet et kontant og klart svar på.
Den britiske regering har fra begyndelsen sagt, at man gerne vil have en god aftale med EU.
I deres optik betyder det, at man gerne vil være så tæt på EU som overhovedet muligt uden at være bundet af EU's regler eller afgørelser - og uden at skulle betale til den fælles kasse.
Det har EU ikke overraskende afvist. Ellers ville køen med lande på vej ud af fællesskabet formentlig hurtigt blive relativ lang.
Problemer i detaljerne
Efterfølgende har man prøvet at finde en løsning, som begge parter kan leve med.
Og briterne har også sat flere ord på den fremtid, man ser for sig:
- •
Man vil ikke længere vil være en del af det indre marked, fordi man selv vil bestemme over eksempelvis immigration.
- •
Man vil ikke længere acceptere, at EU's regler gælder i Storbritannien.
- •
Man vil ikke rette sig efter afgørelser i den europæiske domstol.
- •
Man vil gerne være sig selv, træffe sine egne afgørelser, ikke være en del af EU's toldsystem – og for eksempel være fri til at forhandle egne handelsaftaler med andre lande.
- •
Man vil naturligvis heller ikke længere betale penge til EU-systemet.
Der er kort og godt tale om "frihed", som The Daily Mail beskrev det.
Men dykker man ned i detaljerne, så er det imidlertid her, problemerne for alvor opstår.
Det her er alvor
Det, der måske umiddelbart lyder simpelt, kan nemlig være meget kompliceret. Tag for eksempel bilindustrien.
Der produceres cirka 1,5 millioner biler i Storbritannien hvert år, og industrien er en vigtig del af britisk økonomi. Den udgør cirka 10 procent af briternes samlede eksport.
Men en bil produceret i Storbritannien består i virkeligheden af dele, der måske er fremstillet i 20 forskellige lande, som så samles i Storbritannien.
Hvis alle disse forskellige dele skal tolddeklareres med øgede omkostninger og potentielt forsinkelse, så mister man konkurrenceevne og arbejdspladser.
- Vi håber jo stadig, der kan laves en aftale. Men det her er alvor. Det er ikke bare fantasi, men tusindvis af arbejdspladser kan forsvinde, sagde Mike Hawes, formanden for de britiske bilfabrikanter, da jeg talte med ham forleden.
Og han er bare én af mange i det britiske erhvervsliv, der er dybt bekymrede for fremtiden.
Afhængig af udenlandsk arbejdskraft
Lignende bekymringer hører man fra det britiske landbrug.
De har i de seneste mange år været fuldkommen afhængige af udenlandsk arbejdskraft, primært fra Østeuropa.
Den arbejdskraft kommer ikke længere, og resultatet er, at frugt ikke bliver plukket, kartofler ikke bliver høstet og at landbruget råber og skriger, at der skal findes nogle løsninger, hvis ikke det skal gå helt galt.
Og i går meddelte den store flykoncern Airbus, at den forbereder sig på at skulle flytte til Kina eller et andet EU-land, hvis ikke der meget snart laves klare aftaler for, hvordan vilkårene fremover bliver for de store erhvervsvirksomheder.
Airbus har i dag 14.000 ansatte i Storbritannien.
Politiske slåskampe spænder ben
De overnævnte problemer kan muligvis løses og afhjælpes. Andre lande eksisterer jo også udmærket uden for EU.
Men briternes udfordring er, at de både internt og med EU skal blive enige om de her aftaler. Og de skal laves nu. Uden at nogen helt ved, hvordan det skal gøres.
En afgørende grund til den usikre situation handler om den politiske virkelighed i Storbritannien. Regeringens medlemmer er ikke enige om ret meget, og hver eneste uge er der slåskampe mellem de centrale ministre om, hvordan forhandlingerne med EU skal håndteres.
Vel at mærke slåskampe, som føres i medierne, mens befolkningen - og i virkeligheden også de resterende 27 EU-lande - kigger undrende på kombattanterne.
Regeringen slås også med parlamentet, de slås med selvstyreregeringerne i Skotland og i Wales, mens situationen i Nordirland - der har ikke været nogen selvstyreregering i mere end et år - og forholdet til Irland bedst beskrives som kaotisk og forvirret.
Det hører naturligvis også med, at regeringen ledes af en ekstrem svag premierminister, Theresa May, som ikke har magt til at banke de øvrige regeringsmedlemmer på plads – og som konstant skal frygte at blive væltet.
Ikke mindst af sine egne partifæller.
Alvorlige konsekvenser for briterne
Den kommende uge er der EU-topmøde, og endnu engang har EU konstateret, at der ikke er nok fremskridt i forhandlingerne til at træffe nye beslutninger og drive processen fremad.
Udsigten til at Storbritannien og EU skilles uden at have opnået en aftale om skilsmisse eller fremtid, rykker nærmere.
Vel at mærke med alvorlige konsekvenser for begge parter – størst for briterne.
I den slags forhandlinger er der en tendens til, at alt sker i sidste øjeblik, når parterne virkelig har kniven for struben og udsigten til et befolkningsoprør på grund af økonomiske konsekvenser lurer.
Men så længe briterne er så internt uenige om retningen, så bliver det svært. For hvad var det egentlig briterne sagde for to år siden.
Ja til frihed? Muligvis. Men frihed til hvad?
Det spørgsmål kæmper briterne her på toårsdagen for folkeafstemningen stadig med at besvare.