Amerikansk mole skulle sikre hjælp til Gaza. Men langt det meste af nødhjælpen er strandet

Mangel på sikkerhed og dårlige vejrforhold betyder, at nødhjælpen aldrig når hen til de civile.

På grund af skader har molen tidligere været bugseret på en strand ved Ashkelon. (Foto: © ABIR SULTAN, Ritzau Scanpix)

Opdateret 5/9: Artiklens sidste afsnit med overskriften 'Krisen fortsætter i Gaza' er ændret, eftersom det tegnede et billede af sultsituationen i Gaza, som var out of date. Ved samme lejlighed er en billedtekst og en kildeangivelse ændret. Læs mere her.

Opdateret 19/12: Denne artikel indeholdt tidligere en rettelse fra 26/7, som vi har valgt at slette, fordi en senere, mere omfattende revision af artiklen 5/9 (se ovenfor) annullerede indholdet af førstnævnte rettelse.

I begyndelsen af marts måned oplyste Joe Biden, at USA ville bygge en midlertidig flydende mole ud for Gaza til sikring af nødhjælp.

Havnen har nu været brugbar i 12 dage, siden den åbnede den 17. maj, og på langt de fleste af disse dage har man været nødt til at efterlade nødhjælpen, fordi der ikke har været lastbiler til at distribuere nødhjælpen ind i Gaza. Det skriver det britiske medie The Guardian.

Faktisk er der indtil videre kun ankommet omkring 250 lastbiler med mad og anden humanitær nødhjælp via korridoren. Det er mindre end halvdelen af det, der krydsede ind i Gaza på en enkelt dag, før krigen brød ud. I marts krævede EU-landene, at mindst 500 lastbiler skulle ankomme med nødhjælp til Gaza om dagen.

Projektet omfattede omkring 1.000 amerikanske soldater og foregår ud for Gazas kyst samt i Israel og på Cypern. Ifølge amerikanerne skulle anløbsbroen indledningsvis kunne håndtere 90 lastbiler om dagen, og senere kunne tallet stige til 150, lød det i april måned.

Men projektet, som har kostet i omegnen af 230 millioner dollars, har altså ikke levet op til de forventninger, der var til den, da Biden sagde, at den ville “muliggøre en massiv stigning i mængden af humanitær hjælp, der kommer ind i Gazastriben hver dag.

Satellitbillede viser det, der var tilbage af den flydende molen, efter den blev beskadiget første gang. (Foto: © Maxar Technologies, Ritzau Scanpix)

Også vejrforholdene spænder ben

Men det er ikke kun mangel på sikkerhed der gør, at nødhjælpen ikke når ind i Gaza.

Ifølge Stephen Morrison, som er senior vicepræsident ved Center for Strategic and International Studies, har amerikanerne ganske enkelt “regnet forkert”, da de byggede havnen.

Havnen er kun bygget til at kunne klare bølger fra en halv til 1,25 meter. Men på grund af skiftende vejrforhold er havnen blevet beskadiget under en storm i slutningen af maj måned. Molen blev hurtigt repareret, men efter kun to dage blev leverancerne igen suspenderet på grund af vejrforholdene.

Molen er også tidligere blevet afmonteret og bugseret, men onsdag blev den igen sat op.

- De forstod ikke, hvad der ville ske med vejret, så Forsvarsministeriet i USA står nu ydmyget tilbage, siger Stephen Morrison til The Guardian.

Pentagon bekræfter over for avisen, at der har været udfordringer med molen, men afviser at have taget en beslutning om, hvorvidt den skal lukkes ned før tid.

- Vi har ikke fastsat en slutdato for denne mission indtil videre, i modsætning til nogle presseberetninger om sagen, sagde generalmajor Patrick Ryder torsdag.

Palæstinensere modtager fødevarehjælp i Khan Younis i Gazastriben 15. juni. (Foto: © Jehad Alshrafi, Associated Press)

Krisen fortsætter i Gaza

FN-organet Famine Review Committee (FRC) skriver i en rapport fra 25. juni, at ”situationen i Gaza er fortsat katastrofal, og der er høj og vedvarende risiko for hungersnød i hele Gazastriben”.

FRC konstaterer dog samtidig, at komiteens egen vurdering fra marts måned viste sig at være for negativ. Dengang blev hungersnød angivet som ”det mest sandsynlige scenarie” i perioden marts til juli. Siden lykkedes det dog at få nødhjælp frem til det nordlige Gaza, hvor tilstanden har været mest kritisk. - De tilgængelige beviser indikerer ikke, at hungersnød i øjeblikket forekommer, skriver FRC 25. juni.

Komiteen tilføjer, at selvom kriterierne for hungersnød ikke er opfyldt, så ændrer det ikke den umiddelbare humanitære nødvendighed af at imødegå den ”civile lidelse ved at muliggøre fuldstændig, sikker, uhindret, og vedvarende humanitær adgang ind i og gennem hele Gazastriben.”

Distributionen af nødhjælp fra den amerikanske mole har ikke kun været hindret af dårligt vejr.

Den 8. juni blev mindst 274 palæstinensere ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder i Gaza dræbt af Israels forsvarsstyrker under en militæroperation, hvor fire israelske gidsler blev befriet.

Siden da har Verdensfødevareprogrammet (WFP) suspenderet de konvojer, der skulle transportere nødhjælp fra en opsamlingsplads ved molen til lagre og derfra videre til de civile i Gaza.

WFP oplyser, at deres sikkerhedsvurdering stadig er i gang.