Forholdet mellem Qatar og flere af nabolandene er på frysepunktet.
Mandag valgte Saudi-Arabien at kappe alle diplomatiske bånd til Qatar, som de mener støtter terrorisme og ekstremisme. Siden har seks andre lande gjort det samme.
Et af de lande er Forenede Arabiske Emirater, der i dag meddeler, at det vil koste befolkningen dyrt, hvis de viser støtte til Qatar. Det skriver både Al Jazeera, der hører hjemme i Qatar, og Al Arabiya, som er saudisk ejet.
- Der vil blive slået hårdt ned på alle, der viser sympati eller anden form for støtte til Qatar eller går imod Forenede Arabiske Emirater position, om det så er på sociale medier eller med andre former for skrevne eller mundtlige metoder, siger Forenede Arabiske Emiraters rigsadvokat, Hamad Saif al-Shamsi.
Ifølge myndighederne kan en overtrædelse af forbuddet koste mellem tre og femten års fængsel og en bøde på omkring 900.000 kroner.
Qatar er isoleret
Den diplomatiske krise i Qatar har blandt andet betydet, at flere lande har lukket deres luftrum for fly fra Qatar, ligesom alle landene har lukket for al transport til og fra Qatar - både til lands, vands og i luften.
Det har blandt andet betydning for importen af fødevarer. 40 procent af Qatars fødevarer bliver transporteret over den saudiarabiske grænse. Derfor er befolkningen begyndt at hamstre mad og drikke.
Hvis Qatar vil afværge boykotten og isoleringen, skal man ifølge den saudiske udenrigsminister bryde med den islamiske Hamas-bevægelse i Gaza-striben og Det Muslimske Broderskab i Egypten.