Amerikanske efterforskere mener, at russiske hackere har skaffet sig adgang til Qatars statslige nyhedsbureau og plantet en falsk historie, som kan have bidraget til den igangværende krise mellem Golf-staterne.
Det siger anonyme embedsmænd, der er blevet briefet om situationen, til CNN.
Ifølge amerikanske embedsmænd skulle målet for hackerne være at skabe splid mellem USA og dets allierede. Det står dog ikke klart, om efterforskerne har sporet hackerne til kriminelle organisationer i Rusland eller russiske sikkerhedstjenester.
Emir talte positivt om Iran
Det amerikanske forbundspoliti FBI har haft et hold af efterforskere i Doha, som har hjulpet Qatars regering med at efterforske det formodede hackerangreb, som fandt sted for godt to uger siden.
Qatars ambassade i Washington fortæller, at efterforskningen stadig er i gang, og at resultaterne snart vil blive offentliggjort.
Emiratets udenrigsminister sheikh Mohammed Bin Abdulrahman al-Thani siger i et interview med CNN, at den falske nyhed har medvirket til den nuværende krise, hvor flere lande har kappet alle forbindelser til Qatar.
- Uanset hvad der er blevet kastet som en beskyldning, er det alt sammen baseret på misinformation, og vi mener, at hele krisen er baseret på misinformation, siger udenrigsministeren.
Hverken FBI eller CIA har ønsket at kommentere historien på CNN.
I den falske nyhedshistorie skulle emiren – landets leder - have fremstået imødekommende og venlig over for Iran, der er ærkefjende til Saudi-Arabien, der er blandt syv lande, som har boykottet Qatar.
Derudover satte Qatars emir i det falske nyhedsindslag spørgsmålstegn ved, hvor længe USA's præsident, Donald Trump, ville blive siddende i Det Hvide Hus.
Isolering ledet af Saudi-Arabien
CNN's historie er den seneste udvikling i isoleringen af Qatar, der begyndte i mandags. Her gik Saudi-Arabien ud og meddelte, at landet brød alle diplomatiske forbindelser med Qatar.
Saudi-Arabien begrundede beslutningen med, at det var nødvendigt for at sikre landet mod "terrorisme og ekstremisme", som Qatar anklages for at støtte økonomisk. Derudover opfordrede Saudi-Arabien alle venskabslande til at træffe samme beslutning.
Siden fulgte lignende meldinger fra Egypten, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Yemen, Libyen og Maldiverne.
Flere af landene har lukket deres luftrum for fly fra Qatar, ligesom alle landene har lukket for al transport til og fra Qatar - både til lands, vands og i luften.
Den saudiske udenrigsminister har sagt, at Qatar skal bryde med den islamiske Hamas-bevægelse i Gaza-striben og det muslimske broderskab i Egypten, hvis landet vil afværge isoleringen.