Ny forskning afslører voldsom forurening fra gammelt giftdepot i Grindsted

Forskere fra DTU har opdaget en ny og alvorlig forurening fra en fabriksgrund i Grindsted.

Region Syddanmark har allerede brugt over 50 millioner på at få renset Kærgård Klitplantage for jordforurening. (Foto: Poul Erik Jensen DR Syd)

Hvert år siver 100 kilo af det kræftfremkaldende stof vinylklorid fra giftdepoterne i Grindsted i Jylland og lige ud i Grindsted Å fra en grund, hvor det daværende Grindstedværket frem til 1970erne deponerede spildevand.

Det viser nye tal fra et forskningsprojekt på DTU, skriver Ingeniøren.

Forskerne bag tallene kalder det en af Danmarks værste forureningssager. Blandt andet professor Poul Løgstrup Bjerg fra DTU Miljø, som har stået i spidsen for forskningsprojektet.

- Der er tale om en meget voldsom udsivning, ubetinget en af de største i Danmark. Selv på verdensplan er der tale om en meget stor forurening, fastslår han over for Ingeniøren.

De nye tal føjer endnu et kapitel til sagen om forurening fra værket, hvoraf giftdepoterne i Kærgaard Klitplantage er det mest kendte.

Vinylklorid er et nedbrydningsprodukt, som stammer fra klorerede opløsningsmidler. Disse stoffer er sammen med en lang række andre stoffer blevet brugt i produktionen på Grindstedværket.

Værket har efterladt sig mindst fire depoter med gift i selve Grindsted by. Heraf et på selve fabriksgrunden, hvorfra udsivningen til Grindsted Å sker.

Region: Ikke nok penge

Indholdet af giftdepoterne fra Grindstedværket stammer fra værkets produktion af sovepiller, nervemedicin, vitaminpiller og antibiotika. Siden 2007 har der været en omfattende og kostbar oprydning i gang.

I 2014 ændrede Danmark i overensstemmelse med EU’s regler jordforureningsloven, så overfladevand i søer, åer og havvand skal prioriteres på lige fod med forureninger, der truer grundvand.

Men ifølge formanden for miljøudvalget i Region Syddanmark, Jørn Lehmann Petersen (S), er der ikke penge i kassen til at rydde området op.

- Jeg tror ikke, folketingspolitikerne har opdaget, hvor omkostningstung jordforureningsloven er. Det er tidligere skønnet, at en oprydning i Grindsted by vil koste omkring 100 millioner kroner, og det beløb holder næppe længere, siger han.

I dag ejes Grindstedværket af kemigianten Dupont.

Dupont har ikke ønsket at svare på spørgsmål fra Ingeniøren.

/Ritzau/