22 klager over vildsvinehegn: "Det kan jo kun være symbolpolitik"

Høringsfristen for indvendinger mod det kommende vildsvinehegn udløb til midnat.

Formanden for Landbo Syd støtter op om hegnet. - Kritikerne skal altså lige huske, at de 38.000 mennesker, der har job i svinebranchen, skal ud og lede efter nyt job, hvis afrikansk svinepest kommer til Danmark, siger Mogens Dall.

Om ganske få måneder starter arbejdet med at få sat det heftigt omdiskuterede vildsvinehegn op langs den dansk-tyske grænse.

27 organisationer, foreninger, privatpersoner og myndigheder har derfor benyttet muligheden for at gøre indsigelser mod det nye hegn. Det er særligt naturforeninger- og organisationer samt privatpersoner, der sætter hælene i.

Lars Christian Jensen fra Padborg er én af de 12 privatpersoner, der har forsøgt at tale sin sag over for Miljøstyrelsen.

- Det kan jo kun være symbolpolitik, for det kan jo ikke have den store effekt, når man har åbne grænser og man ikke sætter færiste over ved overgangene - jeg kan kun forestille mig, at det symbolpolitik, siger han.

Som deltidslandmand med marker ned til grænsen kommer Lars Christian Jensen til at mærke og se hegnet fra første parket.

Han synes, det er ærgerligt, at regeringen prioriterer at bruge penge på et hegn, som han og mange andre tvivler på effekten af.

- Hvis det er for at holde svinepesten væk, så tror jeg, det er spild af penge, men hvis det er symbolpolitik, så må vi håbe, at det fungerer. De får jo nok ro i sjælen og beroliget kineserne, siger han.

22 gør indsigelse

Han er langt fra den eneste, der bruger et sidste forsøg på at ændre på regeringens hegnplaner.

Udover de 12 indsigelser fra privatpersoner har i alt ti foreninger og organisationer såsom Danmarks Naturfredningsforening, Den Danske Naturfond og WWF Verdensnaturfonden frarådet opførelsen af hegnet.

Men selvom vildsvinehegnet har været omsværmet af kritik fra både lokalt og nationalt plan, så er det den eneste rigtige løsning, fastholder formand for Landbo Syd Mogens Dall.

- Kritikerne skal altså lige huske, at de 38.000 mennesker, der har job i svinebranchen, skal ud og lede efter nyt job, hvis afrikansk svinepest kommer til Danmark. Har vi et hegn, minimerer vi den risiko. Vi tegner også brandforsikringer til vores huse, selvom det nok aldrig brænder, siger han.

Skal stå i 15-20 år

Det kommer til at tage mellem seks til otte måneder at bygge hegnet, og Naturstyrelsen vil efter planen starte arbejdet i slutningen af året.

Det er ikke besluttet, hvor længe hegnet skal blive stående, men det er antaget, at det skal stå mindst 15-20 år. Levetiden på denne type hegn forventes at være mere end 20 år.

Men Lars Christian Jensen håber ikke, det kommer til at stå længere end højst nødvendigt.

- Jeg tror jo, det bliver grimt. Altså et halvandet meter højt hegn det bliver ikke pænt i naturen. Jeg synes, det ødelægger lidt af vores herlighedsværdi, men det kan vi jo ikke gøre meget ved, siger han.

Miljøstyrelsen vil nu behandle høringssvarene for at træffe endelig afgørelse i sagen. Det forventes at være afviklet i midten af august.