Dom i Ry-sagen: Fængsel til de fire drenge

De fire teenagedrenge, der er tiltalt for at have kastet en benzinflaske mod en skolekammerat, har fået deres dom.

Advokat Mette Grith Stage, der er forsvarer for en af de tiltalte, på vej ind i retten i Horsens. (Foto: Michael Drost-Hansen/Scanpix 2017) (Foto: © Michael Drost-Hansen, Scanpix)

Ry-sagen har fået en foreløbig slutning.

De fire tiltalte på henholdsvis 15 og 16 år er i dag fundet skyldige i at have kastet en flaske brændende benzin mod en 16-årig dreng, de går i skole med.

Anklageren havde ønsket alle fire tiltalte idømt halvandet års fængsel heraf seks måneder ubetinget, da hun mente, at de havde udført angrebet i forening.

Retten i Horsens endte med at idømme to af de tiltalte fængsel i halvandet år, mens de to øvrige tiltalte fik et års fængsel for brandangrebet.

Straffen gøres delvist ubetinget. De to drenge med de længste fængselsstraffe fik seks måneders ubetinget fængsel - de to andre fik fire måneders ubetinget fængsel.

Alle fire drenge har siddet varetægtsfængslet i tre måneder.

Retten lagde vægt på de unges alder, de unges gode personlige forhold, men også at der var tale om grov vold, og at angrebet var begået i forening.

To af de tiltalte blev idømt en hårdere straf, fordi de blev fundet skyldige i at have medbragt og fremstillet to flasker med benzin.

De fire drenges forsvarere har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om dommen skal ankes.

Alle drengene havde nægtet sig skyldige i anklagen.

Overfaldet skete ved en idrætshal i Ry den 6. februar - og skulle tilsyneladende afgøre en konflikt mellem drengene, der havde stået på en uges tid. Drengene kendte hinanden fra Mølleskolen i Ry, hvor de går i 9. klasse.

Brandofferet blev forbrændt på 20 procent af sin krop under overfaldet.

Og han er fortsat mærket af sine brandsår både psykisk og med fysiske smerter, fortæller drengens bistandsadvokat, Simon Eilrich.

Advokaten fortæller videre, at den ene af de dømte, der prøvede at tage kontakt til offeret to timer efter overfaldet, har taget kontakt til den forurettede igen. Det har offeret taget godt imod, siger Simon Eilrich.

- Og de kommer til at have kontakt igen, fortæller bistandsadvokaten.

Børn- og ungechef i Skanderborg kommune, Søren Aalund, har tidligere fortalt, at fokus vil være på at hjælpe alle drengene videre - uanset udfaldet af sagen.

Der vil blive lavet individuelle handleplaner for at reetablere en hverdag med skolegang, har han fortalt.