Skyldig eller ikke skyldig.
Uanset hvordan dommen mod fire drenge fra Ry falder ud torsdag, så er sagen om en brandbombe, der har ramt en 16-årig skoleelev langt fra slut.
Det fortæller børn- og ungechef Søren Aalund fra Skanderborg Kommune.
- Generelt i den her type sag så handler det om at være i en god dialog med den unge og familien. Uanset hvad udfaldet af sagen bliver, så skal de jo tilbage mod trivsel i hverdagen og færdiggørelse af skolegang og uddannelse, så de kan få skabt et perspektiv for deres videre liv, siger han.
De fire tiltalte drenge blev løsladt mandag efter næsten tre måneders varetægtsfængsling.
Drengene og den forurettede gik alle i 9. klasse på Mølleskolen i Ry. I denne uge gik de skriftlige prøver i gang, og drengene er også til prøve, selvom de ikke har været på skolen siden februar.
Efter dommen, der falder torsdag, er kommunen klar til at hjælpe alle teenagedrengene i gang igen. Der skal laves individuelle planer for hver enkelt med det formål at reetablere en hverdag.
- Det, der er i værktøjskassen, er for eksempel støtte til skolegang. Det kunne også være familiebehandling eller noget helt tredje, siger Søren Aalund.
Sagen har været en øjenåbner for Skanderborg Kommune, der vil se nærmere på den kriminalpræventive SSP-indsats. Og så skal samarbejdet med forældrene styrkes, siger børn- og ungechefen.
- Vi skal igen have skabt en god og tryg hverdag for vores børn og unge i Ry-området, siger han.
De fire tiltalte drenge vil på efterskole, teknisk skole eller gymnasiet efter sommerferien.
Det 16-årige brandoffer vil også på gymnasiet. Han vil efter overfaldet blive hjemmeskolet - altså gå i skole derhjemme - på grund af de fysiske og psykiske mén, han har fået.