Overblik: Her er forløbet i sagen om brandangrebet i Ry

Fire drenge er fundet skyldige i at have angrebet 16-årig dreng med en flaske brændende benzin.

  • 6. februar bliver en 16-årig dreng angrebet med en flaske brændende benzin ved den lokale idrætshal i Ry.

  • Han bliver forbrændt på 20 procent af kroppen, primært på ben og lår, men også højre hånd og i ansigtet.

  • Drengen bliver indlagt i kritisk tilstand, men erklæres efterfølgende uden for livsfare.

  • Fire formodede gerningsmænd - alle i alderen 15-16 år - anholdes samme aften.

  • De anholdte og offeret går alle på 9. klassetrin på Mølleskolen i Ry.

  • De anholdte varetægtsfængsles dagen efter ved et grundlovsforhør i Retten i Horsens.

  • De sigtes først for drabsforsøg, men tiltalen kom i stedet til at dreje sig om grov vold under særdeles skærpende omstændigheder.

  • Alle tiltalte oplyser ved det første retsmøde 18. april, at de nægter sig skyldige.

  • Tre af de tiltalte udpeger den fjerde tiltalte som den, der kastede den brændende flaske.

  • Denne dreng siger selv, at han tabte flasken, som kun var medbragt for at skræmme den 16-årige.

  • Anklager Anna Holm Christensen kræver på det andet retsmøde 1. maj, at alle fire idømmes halvandet års fængsel for i forening at have planlagt og udført angrebet.

  • Skanderborg Kommune har i en redegørelse om sagen konkluderet, at der generelt har været et relativt højt konfliktniveau på det klassetrin, hvor de formodede gerningsmand og offeret er elever.

  • Kommunen har også konkluderet, at der ikke var noget, den kunne have gjort for at forhindre angrebet, der fandt sted efter skoletid.

  • Ombudsmanden oplyste 18. april, at han går ind i sagen for at se, om skolen og kommunen har handlet korrekt og i overensstemmelse med lovgivningen i forhold til de involverede drenge.

/ritzau/