Forældre til selvmordstruede børn har lige så meget brug for rådgivning som deres børn.
Det mener Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse.
Instituttet arbejder på at lave en webportal, hvor forældre til selvmordstruede børn kan finde viden og råd fra andre forældre og eksperter.
Fik ikke meget rådgivning
En sådan webportal kunne have været til gavn for Ellen og Ejnar Bæk fra Mou i Nordjylland. For 13 år siden begik deres søn Uffe selvmord i en alder af 29 og to år senere begik deres datter Birgitte også selvmord - ligeledes i en alder af 29.
- Vi har ikke fået så meget rådgivning om, hvordan vi som pårørende kunne agere, siger Ellen Bæk.
Begge børn var maniodepressive - også kaldet bipolar. Sønnen fik diagnosen stillet som 18-årig, datteren bare to år før hun døde.
Forældrene vidste det meste af tiden ikke, at deres børn var selvmordstruede.
- Og måske godt det samme, for vi havde sådan set nok at gøre med at få hverdagen til at fungere. Vi havde et sygt barn og kunne i begyndelsen ikke forstå, hvad det var for en sygdom. Vi kendte ikke noget til psykisk sygdom i det hele taget. Det var den gang et stort tabu og er det til en vis grad stadigvæk, siger Ejnar Bæk.
- Vores søn fik hjælp på psykiatrisk sygehus. Han blev medicineret og havde mange gode år, hvor han også arbejdede - men på intet tidspunkt tænkte vi på eller blev gjort opmærksom på, hvor stor selvmordsraten var for den patienttype, siger Ellen Bæk.
Uffe Bæk døde den 30. april 2005. Året før forsøgte han på psykiatrisk sygehus at tage sit liv. Han følte sig plaget af sine dybe depressioner vekslende med høj mani.
Var ikke bange for, at han skulle begå selvmord
- Uffe talte godt nok om, at han ikke kunne leve med den sygdom, men vi var slet ikke bange for, at han skulle tage sit eget liv på det tidspunkt. Dengang vidste vi ikke, hvad vi skulle have haft hjælp til eller kunne have gjort noget for at forhindre det. Vi kunne få samtaler med lægerne om, hvordan vores børn havde det. Men det var ikke selvmord, der blev talt om, siger Ellen Bæk.
Heller ikke efter børnenes selvmord var der så megen hjælp at hente, fortæller Ellen Bæk.
- Samme år som Uffe døde blev der oprettet en lokal kreds for landsforeningen Efterladte efter Selvmord her i Nordjylland. En af vores genboer, hvis kone havde begået selvmord, spurgte, om vi havde lyst til at være med til møder i foreningen. Det havde vi.
Den hjælp, ægteparret fik i foreningen, var blandt andet at tale med andre, der havde stået i samme situation.
Ikke ene om de mange tanker
- Man får lov at fortælle om sine oplevelser og lytter til andres. Man forstår hinanden og bliver bekræftet i, at man ikke er ene om at have masser af tanker, siger Ejnar Bæk.
Ægteparret har ikke skjult deres børns skæbne - men har talt åbent om børnenes sygdom og selvmord.
- Det gør det lidt nemmere at komme over. Det er svært nok i forvejen - og skulle vi tilmed forsøge at skjule det og stikke små løgne, så ville det have været endnu sværere. Åbenhed er det bedste middel i en sådan situation, siger Ejnar Bæk.
På den webportal, som Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse står for at udvikle, skal det være muligt at udveksle erfaringer og viden med andre forældre til selvmordstruede børn.
Webportalen er en del af et større projekt, hvor målet også er at klæde behandlerne på landets klinikker for selvmordsforebyggelse bedre på til at rådgive forældre.
Og det er en rigtig god ide, siger Ellen Bæk.
- Det er vigtigt at få talt eller skrevet med andre forældre, der står i samme situation. Hvad kan man gøre i forskellige situationer? Har andre oplevet det samme? Og så videre. Det er et vigtigt redskab. Det er noget af det, vi manglede, da vi stod i situationen.
Er i dag næstformand
Ellen Bæk er i dag næstformand i landsforeningen Efterladte efter Selvmord, hvor hun blandt andet har til opgave at rådgive pårørende over telefonen.
- I dag har de pårørende langt flere muligheder for at få hjælp og rådgivning, end vi havde. Jeg er forbavset over, hvor hurtigt folk finder frem til os - især fordi det er blevet muligt at bruge internettet og dets søgefunktion til at finde oplysninger, siger Ellen Bæk.
Det kan forældrene gøre i situationen:
- •
Opfordre barnet til at tale om problemerne med dig eller en anden person, som det har tillid til
- •
Lyt til barnets følelser. Undgå råd eller at finde på enkle løsninger. Prøv at forestille dig, hvad du ville føle i barnets situation. Vis, at det betyder meget for dig
- •
Vær ærlig. Hvis barnets udsagn eller adfærd skræmmer dig, så fortæl dette til barnet. Hvis du er bange og bekymret, og ikke ved hvad du skal gøre, så sig det. Forsøg ikke at slå situationen hen i spøg
- •
Alle føler sig triste og nedtrykte ind imellem, og dette ved du mere om end dit barn. Del derfor dine egne følelser med barnet. Fortæl barnet, at det ikke er alene om at have det svært ind i mellem
- •
Et selvmordsforsøg er ofte en impulsiv handling, som ikke er nøje planlagt. Det er derfor vigtigt at sørge for, at medicin, barberblade eller skydevåben ikke er tilgængelige
- •
At skaffe professionel hjælp er helt afgørende, hvis du tror et selvmordsforsøg kan opstå i nær fremtid
- •
Man bør altid søge hjælp, hvis et barn har skadet sig selv. Selv om handlingen ikke virker alvorlig, er et selvmordsforsøg altid en slags råb om hjælp og skal tages alvorligt
- •
Er du urolig for dit barn, så søg hjælp. Det er næsten altid bedre at skaffe hjælp end at vente og se, selv om barnet ikke vil have, at du skal sige til nogen, at han eller hun har selvmordstanker Kilde: Sundhed.dk
*Opdateret 21/5 klokken 9.08: Af den tidligere artikel fremgik det, at initiativet var sat i gang af Center for Selvmordsforskning. Det er ikke korrekt. Det er i stedet Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse.