Omkring 50.000 gange sidste år tog Børnetelefonen imod opkald og beskeder fra børn, der har brug for nogen at tale med om små og store ting, der gør livet svært og kalder på gode råd og vejledning.
Det er nemlig ikke altid så let finde.
Det ved 26-årige Ida, der allerede i en alder af 12 år begyndte at skære i sig selv, fordi hun følte, at hendes hoved var ét stort kaos.
- Der skete så meget i mit liv. Jeg havde det ikke godt, så jeg havde brug for et eller andet, jeg kunne kontrollere, fortæller Ida, der ikke ønsker at stå frem med sit fulde navn.
Når hun skar i sin egen krop, blev problemerne gjort konkrete for hende og blev på en måde nemmere at håndtere.
Hun var dog på en og samme tid klar over, at det var den forkerte måde at gøre det på.
- Jeg vidste godt, at det var noget skidt, og at jeg skulle have hjælp, siger hun.
Hun tog først kontakt til sin klasselærer, som fortalte om problemerne til Idas mor. Moderen tog derpå kontakt til lægen for at få hjælp fra en fagperson.
Men lægen forstod ikke problemernes omfang.
- Lægen kiggede på mig og sagde "du hedder jo Ida" - ligesom Emil fra Lønnebergs lillesøster - så han synes, at jeg næste gang, jeg fik "den lyst", som han kaldte det, skulle gå ud i værkstedet og skære i nogle træfigurer, fortæller Ida.
Kæreste hjalp hende videre
Hun følte ikke, at problemet blev taget seriøst, men sagde okay til lægens råd, smilede til sin mor og gav også klasselæreren indtryk af, at det gik fremad, hvad det reelt ikke gjorde.
- Jeg tog bare en maske på og fortsatte. Der ikke var nogen, der vidste, hvad jeg lavede, fortæller Ida.
Det var først omkring ti år senere, at Ida stoppede med at gøre skade på sig selv.
- Jeg mødte den her fantastiske fyr, som jeg også blev kæreste med, og han havde det rigtig svært med mine handlinger. Jeg kunne se, at jeg tog den kontrol fra ham, som jeg selv havde higet efter, og jeg ville gerne leve mit liv med ham, siger hun.
Selve cuttingen lagde hun fra sig mere eller mindre fra den ene dag til den anden, men alt det, der foregik i hendes hoved, og den måde hun var blevet vant til at tackle problemerne på, måtte hun arbejde hårdt for at komme ud af.
I dag er det fem år siden, Ida stoppede med at skære i sig selv. Men hun føler, at hun kunne være kommet ud af det langt tidligere, hvis hendes problem var blevet taget alvorligt fra start.
- Hvis lægen havde sagt: "Det var noget rigtig skidt, og det kan jeg godt forstå, at du har det hårdt med" - og det skulle jeg ikke gå alene med, fordi det er noget, man har brug for at dele med andre. Og hvis lægen havde fundet en, jeg kunne snakke med, så er jeg ret overbevist om, at det ikke var eskaleret, som det gjorde.
Redaktionen er bekendt med Idas fulde navn, men har grundet sagens følsomme karakter efterkommet ønsket om delvis anonymitet.