Skulderskub, hårde indersidespark og vredesudbrud er hverdagskost til fodboldtræning på Fælledparkens kunstgræsbane. Men to gange om ugen er der en helt speciel kamp i gang, der ikke kun handler om at score flest mål.
Her træner fodboldholdet FC Prostata, der udelukkende består af ældre mænd, der har eller har haft prostatakræft.
Holdet er en del af et forskningsprojekt, der undersøger om mændenes livsglæde og muskler vokser, når de giver den gas på grønsværen.
- Målet er at få mænd med prostatakræft til at dyrke motion og til at blive ved med at dyrke motion, siger Mette Rørth, forskningsassistent i FC Prostata.
Mændene risikerer bl.a. at få svagere knogler, når de er i behandling mod prostatakræft. Men resultaterne af forsøget med FC Prostata viser, at mændene faktisk får styrket deres knogler, når de laver glidende tacklinger og sparker på mål.
Projektet har kørt siden 2011 og bygger på samarbejde mellem lokale fodboldklubber og sundhedsvæsenet. Indtil videre kan kræftramte mænd spille bold i fem klubber på Sjælland, Fyn og i Jylland.
- Det giver et sammenhold for mændene, når de spiller fodbold samme. Vi ønsker, at mændene dyrker motion, og det kan idrætsforeningerne hjælpe med, siger Mette Rørth, forskningsassistent i FC Prostata.
Samarbejdet mellem lokale fodboldklubber og sundhedsvæsenet er en af grundene til, at FC Prostata er blandt de tre nominerede til Danskernes Idrætspris ved DR's store Sport 2016-show i Herning 7. januar 2017.
- Det her er et godt eksempel på, at idrætsforeninger kan opnå noget positivt ved at række ud til andre dele af samfundet. Det er noget, vi ser store perspektiver i, siger Niels Nygaard, bestyrelsesformand i Danmarks Idrætsforbund.
Mød de friske fodboldspillere og hør mere om FC Prostata i videoen over artiklen.