Finalisterne til Danskernes Idrætspris er fundet

Det bliver fodbold for kræftramte, basketball for børn og et tilbud om en masse forskellige idrætsgrene, der skal dyste om prisen ved Sport 2016-showet.

De tre finalister til Danskernes Idrætspris. Foto af Hammel Idrætscenter, Robert Dines Rasch/Basketballfonden og DR.

Det bliver enten basket i børnehøjde, fodbold for kræftpatienter eller idræt for alle, der vinder Danskernes Idrætspris.

I dag er de tre finalister til prisen blevet afsløret, og det bliver enten Børnebasketfonden, FC Prostata eller Åben Idræt i Hammel, der løber med prisen ved DRs store Sport 2016-show i Herning 7. januar.

Herunder kan du læse mere om de tre finalister, der er fundet blandt de regionale vindere:

Børnebasketfonden

Børnebasketfonden bevæger børn med basketball og bringer foreningslivet helt ud til børnene, som det hedder i nomineringen. (Foto: © Robert Dines Rasch, Børnebasketfonden)

Børnebasketfonden vandt den fynske afstemning, selvom projektet egentlig er startet på Frederiksberg.

Det giver dog god mening, for målet for Børnebasketfonden er nemlig at komme ud i hele landet. Enten ved at starte nye klubber, som det er sket i for eksempel Odense, eller ved at arbejde sammen med eksisterende klubber som Svendborg Rabbits.

Fonden er en overbygning på det arbejde, som blandt andre Danmarks Idrætsforbund, Danmarks Gymnastik- og Idrætsforening og Dansk Basketball Forbund i forvejen laver.

Arbejdet skulle slet og ret gerne resultere i, at flere unge mennesker kommer til at spille basketball, så de på den måde kan få mere motion.

Det sker som nævnt ved at starte nye klubber, men også ved at levere muligheden for at spille basketball i skoler og SFO'er. Det har på tre år fået knap 1.000 flere børn under 12 år til at spille basketball, viser DIF's medlemstal fra 2013 til 2015.

Læs mere om projektet her.

FC Prostata

Billedet stammer fra træningen hos det første FC Prostata-hold, som Center for Holdspil og Sundhed ved Københavns Universitet startede i København. Nu er projektet nomineret til Danskernes Idrætspris. (Foto: © Hanne Kokkegård, Hanne Kokkegård - DR Videnskab)

FC Prostata er et landsdækkende projekt, men det løb med titlen som regional vinder for København og Bornholm.

Projektet samler prostatakræft-ramte mænd i alderen 60+ til en omgang fodbold for at skabe ny viden om, hvor hårdt man kan træne med prostatakræft.

Mændene får i forbindelse med deres behandling for kræften dæmpet deres mandlige kønshormon, og det går ud over evnen til at styrke muskler.

Erfaringerne fra FC Prostata viser dog, at det godt kan lade sig gøre at få større og stærkere muskler ved at spille fodbold under behandlingen.

- Vi bruger den viden, vi får fra alle deltagere, til at finde ud af, om det er sundt for alle (at spille fodbold, red.), eller om der er nogle, som hellere skal lave anden træning, siger Eik Bjerre, der er ph.d.-studerende og daglig leder i FC Prostata.

Læs mere om projektet her.

Åben Idræt i Hammel

Til Åben Idræt i Hammel kan børnene blandt andet prøve en tur op ad Alpe d'Huez på motionscykel. (© Hammel Idrætscenter)

Har du lyst til at prøve at spille futsal, prøver kræfter med karate eller tage en tur op ad Alpe d'Huez på motionscykel?

Det - og en masse andet - kan børnene i Hammel prøve tre gange årligt. Derfor vandt projektet Åben Idræt i Hammel Idrætscenter den regionale afstemning i Østjylland og er altså nu blandt de tre finalister.

Åben Idræt samler cirka 600 børn tre gange i vintersæsonen i Hammel - en by med cirka 7.000 indbyggere.

Her kan børnene, udover alle de gængse sportsgrene som fodbold, håndbold, svømning og badminton, også prøve gymnastik med airtrack, zumba, yoga, brydning og curling på gulvtæppe.

Det giver både børnene mulighed for at få rørt sig og prøve nye sportsgrene af, men de bliver også samlet på tværs af årgange og skoler, og konceptet er med til at fastholde medlemmer i idrætsforeningerne, som det lyder i nomineringen.

Læs mere om projektet her.