Den nuværende forsvarsminister og tidligere regionsrådsformand Carl Holst fra Venstre er under mistanke for at have brugt ansatte i regionen som hjælp i sin valgkamp op til folketingsvalget.
Nu viser blandt andet flere mails til og fra DR Syd, at Carl Holst i flere tilfælde brugte sin nuværende særlige rådgiver Christian Ingemann, til at forberede sig til politiske valgdebatter i radioen.
Sten Bønsing er lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, og han mener, at reglerne er klare:
- Embedsmænd kan arbejde for den myndighed, hvor de er ansat. Det vil sige, at de kan løse de opgaver, der har relation til myndighedernes opgaver.
Må ikke hjælpe personligt
Sten Bønsing mener, at det godt kan være arbejde for en politisk leder:
- Men så er det i vedkommendes funktion af enten regionsrådsmedlem eller minister, siger Sten Bønsing og fortsætter:
- Man kan ikke hjælpe med personligt valgkampsarbejde. Det kan det kan for eksempel være, at man under en verserende valgkamp hjælper med at koordinere og planlægge vælgermøder og vælgerdebatter og den slags aktiviteter.
Carl Holst afviser igen og igen
Carl Holst har flere gange afvist, at Christian Ingemann havde noget med valgkampen at gøre.
Men op til en valgdebat på P4 Syd bad Carl Holst direkte Christian Ingemann med at få styr på emnerne i debatten og finde ud af, hvem de politiske modstandere var.
Og det er et problem, mener Sten Bønsing:
- I det eksempel, I har fremlagt for mig, mener jeg, at reglerne er overtrådt for, hvad embedsmændene kan hjælpe med af personligt valgkampsarbejde.
Giver en urimelig fordel
Og der er flere grunde til, at reglerne er skruet sådan sammen, fortæller lektoren.
- Dels vil de konkrete politikere have en uforholdsmæssig fordel i forhold til andre, der stiller op i valgkampen. Og dels er det et problem, fordi det strider mod det, man kalder støtte til enkeltpersoner, siger Sten Bønsing og fortsætter:
- For i princippet optræder politikeren som privatperson i relation til sin valgkamp, og offentlige myndigheder må ikke støtte privatpersoner med hjælp og arbejde, siger han.
Sten Bønsing mener, det lige nu er svært at spå om sagens konsekvenser.
Nye mails belaster yderligere
Udover de allerede kendte SMS'er og mails, så fremlægger JydskeVestkysten nye mails, der bestyrker mistanken mod Carl Holst.
JydskeVestkystens redaktioner og lokale ugeaviser har gennem det seneste år modtaget flere mails fra Carl Holsts kampagnemail, som han har brugt i forbindelse med sit folketingskandidatur.
Men når man læser de vedhæftede pressemeddelelser og debatindlæg, som er skrevet i word-dokumenter, kan man ifølge JydskeVestkysten se, at de alle er oprettet af en Christian Ingemann.
Christian Ingemann har i en periode været ansat i Region Syddanmark.