Pres på Carl Holst fortsætter

Tidligere kollega fra Region Syddanmark opfordrer forsvarsministeren til at tilbagebetale eftervederlag.

Kritik af eftervederlag til Carl Holst bliver taget op i regionsrådet. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

- Det er ren grådighed, når Carl Holst beholder de penge, siger Enhedslistens regionsrådsmedlem Vibeke Syppli Enrum fra Region Syddanmark.

Mens Carl Holst (V) har været amtsborgmester og regionrådsformand har han optjent retten til 833.040 kroner i eftervederlag.

Eftervederlaget udbetales af flere omgange, efter Carl Holst har fratrådt sin formandspost og i stedet er blevet forsvarsminister med en årsløn på godt 1,2 millioner kroner.

Forskel på ret og rigtigt

- Vi synes, det er noget snavs, siger Vibeke Syppli Enrum.

Ifølge hende er det ikke rimeligt, at en politiker får eftervederlag, når denne går direkte over i en ny stilling med fuld løn.

- Han har formelt ret til pengene, men det er åbenlyst, at det er en fejl, når en politiker får denne form for eftervederlag, siger hun.

Det er ikke regionsrådet selv, der fastsætter lønvilkår for formanden, men derimod bestemt af Folketinget.

Fælles opfordring til Holst

Derfor vil Vibeke Syppli Enrum diskutere det specifikke eftervederlag fremfor reglerne, når regionsrådet mødes igen 24. august. Formålet er at samle rådet omkring en fælles opfordring til Carl Holst om tilbagebetaling af eftervederlaget.

- Nok har han ret til pengene, men han har også ret til af afvise dem, siger hun.

I anmodningen om at få punktet på dagsordnen er begrundelsen, at Region Syddanmark igen står over for besparelser, og at pengene i stedet kan bruges til sundhedsområdet.

Carl Holst fastholder dog, at han ikke ønsker at tilbagebetale eftervederlaget, som har været en del af hans lønvilkår i de næsten 15 år, han har været amtsborgmester og regionsrådsformand.