Forsvarsminister Carl Holst (V) tager nu til genmæle i sagen, hvor han mistænkes for at have brugt en ansat i Region Syddanmark til at hjælpe ham med at føre valgkamp.
Ifølge Carl Holst var det helt efter bogen at medarbejderen, Christian Ingemann Nielsen, blandt andet kontaktede medier under valgkampen i juni på vegne af Carl Holst, der på det tidspunkt var regionsrådsformand og stillede op til Folketinget for Venstre.
- Han har ikke været ansat til at føre valgkamp for mig. Han har været ansat til at indgå i den daglige ledelsesbetjening, og det har han gjort, siger Carl Holst, der mener, det er helt i orden, at Ingemann blandt andet førte kalender, svarede medier og satte aftaler op under valgkampen.
Arrangerede valgdebat
Ingemann blev i sidste måned ansat som Holsts spindoktor i Forsvarsministeriet. Men inden da var han på regionens lønningsliste og således også skattebetalt embedsmand, da han under valgkampen flere gange kontaktede medier på vegne af Carl Holst.
Blandt andet var det Ingemann, der mailede frem og tilbage med DR Syd for at tilrettelægge en valgdebat. Ingemann ville blandt andet vide, hvilke andre politikere, der skulle være med i valgkampen, og hvad emnerne, som Carl Holst skulle diskutere, var.
Noget, der ifølge flere eksperter kan være ulovligt.
Ingemann svarede også Jydske Vestkysten og Radio24Syv på politiske spørgsmål stillet direkte til Carl Holst.
Holst: Han hjalp kun med regionsarbejde
Men Carl Holst fastholder, at Ingemann alene har behandlet henvendelser, der har at gøre med Carls Holsts rolle som regionsrådsformand.
- Han har har svaret på mails for regionsformanden. Han har ikke svaret på mail for folketingskandidaten. Han har ikke ført valgkamp for mig, siger Carl Holst.
Ingemann var ansat som embedsmand i projektet 'Smart Velfærd' og til "daglig betjening af den øverste administrative og politiske ledelse", fremgår det af stillingsopslaget fra august sidste år.
Hans ansættelse sluttede med udgangen af juni i år. 21. august blev han præsenteret som Holst nye spindoktor i Forsvarsministeriet.
DR Fyn har talt med Christian Ingemann, men han har ikke ønsket at kommentere sagen.