Flertal: Spindoktors rolle i Holst-valgkamp skal kulegraves

Flertal i regionsråd vil nu undersøge, om Region Syddanmarks penge er brugt på spindoktor til Carl Holsts valgkamp.

Et flertal i regionsrådet i Region Syddanmark vil have undersøgt, om forsvarsminister Carl Holst brugte regions-penge på spindoktor i valgkamp. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Et flertal i Region Syddanmarks regionsråd vil have klarlagt, om den tidligere regionsrådsformand, Carl Holst (V) brugte regionens penge til at ansætte en personlig presserådgiver, der kunne hjælpe Carl Holst med at blive valgt til Folketinget.

Det er den personlige presserådgiver, Christian Ingemann, der kort efter ansættelsen i Region Syddanmark blev ansat som personlig rådgiver, da Carl Holst blev forsvarsminister.

Holst har hidtil afvist, at rådgiveren skulle have ydet bistand til ham under hans valgkamp. Men nye oplysninger peger på, at Carl Holst lod Christian Ingemann stå for kontakt med pressen i forbindelse med valgkampen.

Det var blandt andet tilfældet under en valgdebat på P4 Syd, hvor Christian Ingemann blev bedt om at stå for mailkorrespondancen for Carl Holst.

Vil undersøge rådgivers rolle

Socialdemokraterne i Region Syddanmark er sikre på, at der skal en undersøgelse til for at få flere informationer om presserådgiverens rolle i valgkampen.

Partiets regionsrådsmedlem, Karsten Uno Petersen, siger, at det skal klarlægges, hvad det er for en stilling, Christian Ingemann har haft i regionen.

Også regionsrådsmedlemmer fra Liberal Alliance, Det Radikale Venstre og SF vil have en undersøgelse igangsat. Og hvis det viser sig, at Christian Ingemann har været ansat til at hjælpe Carl Holst under valgkampen, så ved SF’s regionsrådsmedlem Ida Damborg godt, hvad hun vil kalde det:

- Det ville tendere til magtmisbrug. Regionens medarbejdere skal ikke lave valgkamp for en regionsrådsformand, siger hun.

Flertal med Dansk Folkeparti

Med Dansk Folkeparti tegner der sig et flertal for at se nærmere på Christian Ingemanns rolle under valgkampen. Og Dansk Folkeparti ønsker også at få flere oplysninger på bordet, siger regionsrådsmedlem for partiet, Thies Mathiasen.

- Hvis det er det, der skal til for at klarlægge sagen, så tilslutter vi os, siger han.

DR Syd arbejder på en kommentar fra Carl Holst.

Se dokumentationen på P4 Syds Facebookside her:

https://www.facebook.com/P4Syd/posts/939602339432850