Mellem 500 og 1.000 nye uddannelsespladser bliver nu drysset ud over Danmarkskortet af regeringen i etape to af udflytningen af statslige arbejdspladser.
I morgen klokken 13 i Statsministeriet præsenterer regeringen "Bedre Balance ll", og her vil der være fokus på uddannelsesmuligheder i en række mindre byer rundt omkring i landet.
10 byer får nemlig såkaldte uddannelsesstationer, hvor man kan tage dele af sin uddannelse, oplyser minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) til DR Nyheder.
Eksempelvis kan man i Rønne på Bornholm med regeringens uddannelsesplan læse dele af sin uddannelse til datamatiker eller overbygningsuddannelsen i innovation og entrepreneurship i stedet for at skulle til Kongens Lyngby nord for København hver dag.
Og i Kalundborg kan man fremover læse dele af professionsbacheloren som bioanalytiker i stedet for at skulle til Næstved hver dag.
Ifølge Sophie Løhde skal planerne give et kompetenceløft til hele landet.
- For regeringen handler det om at få uddannelsespladserne tættere på de unge for at bringe Danmark i bedre balance. Men også om at understøtte vækst og udvikling. Vi har store dele af Produktionsdanmark ude i landet, som skriger efter kvalificeret arbejdskraft.
- Når vi derfor etablerer en ny uddannelsesstation ved siden af Novo Nordisk i Kalundborg, så er der selvfølgelig en mening med tingene, så er det fordi, at der er stor efterspørgsel efter arbejdskraft, og det vil vi gerne understøtte, siger Sophie Løhde.
Regeringen har afsat 160 millioner i ekstra tilskud til uddannelsesinstitutionerne frem til 2021.
S og DF tager lunkent imod
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at regeringens plan er et godt grundlag at komme videre fra, men han er samtidig bekymret for, om økonomien i tilstrækkelig grad følger med.
- Jeg ser gerne, at man kan få mere af sin fulde uddannelse rundt i hele landet, i stedet for at man skal tage ind til de store byer for at færdiggøre en uddannelse. Og så tvivler jeg på, om de penge, regeringen sætter af til det her, rækker til opgaven, siger han.
Regeringen har fået hård kritik fra flere sider for at spare alt for meget på uddannelsesområdet. Beregninger fra Uddannelses- og Forskningsministeriet har vist, at eksempelvis erhvervsakademierne skal spare 606,7 millioner kroner over de næste fem år - mens professionsbacheloruddannelserne skal skære 1,8 milliarder kroner fra frem til 2021.
Dansk Folkeparti vil da også gerne drøfte med regeringen, om der er tilstrækkeligt med midler sat af til at sikre kvaliteten i uddannelserne.
- Man skal huske på, at regeringen har en øvelse kørende over hele uddannelsessystemet, der i virkeligheden er en grønthøster, der sparer penge. Her kommer man så med nogle penge modsatrettet for at få uddannelsesinstitutionerne til at placere sig rundt forskellige steder i landet.
- Vi skal jo sikre, at kvaliteten følger med. Det er en god idé at flytte uddannelser rundt i landet, så man som ung kan tage sin uddannelse tættere på, hvor virksomhederne er, og hvor mange unge bor. Men pengene skal også følge med, så kvaliteten af uddannelsen holdes intakt, siger Kristian Thulesen Dahl.
S: Meget lille skridt
Også i Socialdemokratiet tager man som udgangspunkt positivt imod regeringens plan om at give provinsbyer uddannelsessteder, men landdistriktsordfører Magnus Heunicke (S) kalder det samtidig "et meget lille skridt":
- Det kommer samtidig med, at der er massive nedskæringer på præcis de samme uddannelser. Derfor skal regeringen gøre det her klogt. Det gør man kun, hvis man annullerer nedskæringer.
- Vi er positive overfor, at vi nu gør op med centraliseringen og får flyttet nogle uddannelser til provinsbyerne. Vi mangler kvalificeret arbejdskraft. Men pengene skal også være der, og det går altså ikke, at regeringen samtidig skære voldsomt ned på vores uddannelser, siger Magnus Heunicke.
Sophie Løhde afviser, at økonomien er utilstrækkelig.
- Jeg synes jo først og fremmest, at det er positivt, at der også er partier på Christiansborg, der bakker op om regeringens højt prioriterede dagsorden om at sikre et Danmark i balance. Det er jo noget, nogle snakker meget om, men intet gjorde ved, da de havde regeringsmagten.
- Nu har vi reserveret og afsat penge til det her. Det er klart, at hvis optaget på uddannelserne skulle blive anderledes, så er vi klar på at se på økonomien, siger ministeren for offentlig innovation.
Her kan du se, hvor uddannelserne bliver placeret på Danmarkskortet.
Regeringen præsenterer onsdag klokken 13 endnu en runde med udflytning af statslige arbejdspladser.