Løhde får kritik af fagforeninger: Hvordan kan du flytte statsansatte ud nu?

Fagforeninger kritiserer regeringen for ny udflytningsrunde, inden den forrige er evalueret.

Tre fagforeninger er kritiske over for Sophie Løhdes planer om at udflytte tusinder af statslige arbejdspladser. Hun burde have ventet med udflytningerne til, at Rigsrevisionen har færdiggjort en rapport. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Tre fagforeninger med hver flere tusinder af medlemmer på statslige arbejdspladser kritiserer regeringen for planerne om at flytte yderligere tusinder af statslige arbejdspladser ud af København.

Kritikken kommer forud for, at ministeren angiveligt præsenterer sin omfattende plan for udflytningen i denne uge på trods af, at omfattende evaluering af den seneste udflytning af 3.900 statslige arbejdspladser endnu ikke er færdiggjort.

- Jeg synes godt, at man kunne have undersøgt, hvad det koster at flytte folk med, og hvad betyder det for sagsbehandlingstider. Men også at få det klarlagt, hvor mange nye slotte og domiciler der egentlig skal købes. Jeg synes, at skatteborgerne er bedst tjent med at kende konsekvenserne af den her udflytning, siger Sara Vergo, der er formand for Djøf Offentlig, der har 11.000 medlemmer blandt de statsligt ansatte.

Formanden mener, at man som minimum skulle have ventet til næste sommer, hvor Rigsrevisionen kommer med en rapport, der evaluerer på forberedelsen af den første runde og implementeringen af de udflyttede styrelser.

Og så vil rapporten se på hvilke ekstraudgifter, der været ved udflytningerne og give en vurdering af, hvilke omkostninger og besparelser der vil være på sigt ved at have flyttet styrelserne.

Ikke til gavn for den faglige kvalitet

Hos Dansk Magisterforening er man også kritiske over for regeringens beslutning. Her frygter man, at det vil gå ud over kvaliteten at haste en ny udflytning igennem, før man kender konsekvenserne af den forrige.

- Jeg synes, der er noget hastværk over det her som i hvert fald ikke er til gavn for hverken arbejdspladserne, men heller ikke for den faglige kvalitet, der skal leveres i styrelserne til gavn for hele Danmark, siger formand Camilla Gregersen.

Også hos HK Stat ser man ræson i at vente med udflytningerne til Rigsrevisionens rapport ligger på bordet.

- Man ville kunne have lært en del af rapporten og hermed havde gjort en række ting bedre og sikret, at der er penge nok, så det ikke er en underfinansieret manøvre, man gennemfører, siger næstformand Peter Raben.

Sophie Løhde: Vi starter ikke på bar bund

Som minister for offentlig innovation er det Sophie Løhde, der er hovedarkitekten bag udflytningerne. Hun kalder fagforeningernes kritik for 'velkendt' og forsikrer, at regeringen langt fra er på bar bund, når de inden for kort tid iværksætter en ny runde.

- Vi har præsenteret den første runde af udflytning af statslige arbejdspladser med en historisk stor plan, som vi kommer med en erfaringsopsamling bag. Erfaringsopsamlingen har vi også brugt til at forberede den næste runde af flytning af statslige arbejdspladser, som også bliver ambitiøs, siger ministeren, som fortæller, at de vil offentliggøre opsamlingen i forbindelse med, at de præsenterer planerne for de nye udflytninger.

I har jo ikke færdigevalueret runde et. Hvad siger du til fagforeningernes kritik om, at det er for tidligt at gå i gang med runde to?

- Vi samler løbende op på erfaringerne – både de gode og dårlige af slagsen. Så jeg vil gerne anfægte, at vi starter på bar bund. Kritikken er velkendt, men det ændrer bare ikke, at det er en afgørende prioritet for regeringen, at vi får et Danmark i bedre balance, siger Løhde, der fortæller, at hun løbende har besøgt flere af de udflyttede statslige arbejdspladser de seneste år.